En Boeing 737-800 fra Norwegian. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

Norwegian lukker baser i Caribien

I fire år har Norwegian haft baser på Guadeloupe og Martinique i Caribien, men selskabet har valgt at lukke dem, da de ikke er rentable.

Fra den 28. marts vil Norwegian ikke længere være til stede i Caribien.

Det økonomisk udfordrede norske lavprisflyselskab har besluttet at lukke sine baser på de franske øer Guadeloupe og Martinique, hvorfra selskabet opererer med fly af typen Boeing 737-800 til flere byer på den amerikanske østkyst. Når det nuværende vintertrafikprogram ophører i slutningen af marts, vil Norwegian således forlade det eksotiske Caribien efter fire år.

“En kommerciel beslutning er truffet om ikke at forny vores sæsonarbejde i Vestindien, da vi indser, at vi ikke har opnået den ønskede rentabilitet,” forklarer Marion Lamure, kommunikationschef i Norwegians franske afdeling, til Royal Caribbean Radio.

“Flyene var ikke fulde i nogen af retningerne, ellers ville vi have set en ændring med hensyn til belægning. Især på vegne af amerikanere, der flyver til Caribien. Men disse operationer er ikke rentable nok i forhold til, at virksomheden har lanceret en plan for omkostningsreducering.”

Norwegian flyver til Pointe-à-Pitre på Guadeloupe (PTP) og til Fort-de-France (FDF) på Martinique fra Montréal, New York-JFK og Fort Lauderdale i delstaten Florida. Herudover forbinder flyselskabet de to caribiske øer til den regionale destination Cayenne i Fransk Guyana, hvilket skete fra begyndelsen af det nuværende vintertrafikprogram.

“Vi vil nu blive det eneste flyselskab, der vil forbinde Fransk Caribien med både Canada og USA samt Fransk Guyana,” lød det fra Norwegian ved dén lejlighed.

25 ugentlige afgange til Nordamerika
I det nuværende vintertrafikprogram har Norwegian seks ugentlige afgange fra Guadeloupe og Martinique til New York-JFK og henholdsvis tre og fire ugentlige afgange fra Guadeloupe og Martinique til Fort Lauderdale. Herudover har Norwegian fire ugentlige rotationer fra de to øer til Cayenne i Fransk Guyana og tre ugentlige afgange fra begge øer til Montréal i Canada. Montréal-ruten åbnede sidste efterår.

Norwegian er dermed oppe på i alt 25 ugentlige afgange fra Guadeloupe og Martinique til de tre destinationer i Nordamerika.

Tidligere har Norwegian også opereret fra de to caribiske øer og til Boston, Baltimore-Washington og Providence i delstaten Rhode Island nær Boston.

De to baser i Caribien har således ikke været rentable for Norwegian, der ganske givet søger at optimere forretningen i forbindelse med den seneste tids økonomiske udfordringer. Norwegian kom ud af fjerde kvartal i 2018 med et driftsunderskud på 2,4 milliarder kroner.

 

Relaterede artikler:

Norwegian udvider i Fransk Caribien

Ny Caribien-rute fra Norwegian

Norwegian vender tilbage til Caribien

Caribien lokker Norwegians ansatte

Norwegian åbner baser i Caribien