- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norwegian lukker nordiske Madrid-ruter

I løbet af de kommende måneder vil Norwegian lukke seks ruter fra Madrid, herunder til København, Stockholm og Reykjavik. Til gengæld bevares baserne på De Kanariske Øer.

Tingene går hurtigt i luftfartens verden. Norwegian besluttede i januar i år at lukke baserne på Gran Canaria og Tenerife i løbet af 2019, men nu er den beslutning blevet ændret. Det skyldes konkursen i Thomas Cook-koncernen, der midlertidigt har skabt et ændret behov.

“Norwegian er nu i en meget bedre konkurrencesituation i markedet på De Kanariske Øer,” hedder det i en pressemeddelelse fra det norske lavprisflyselskab.

Derfor kommer Norwegian fremover til at tilbyde 18 ruter fra basen i Las Palmas på Gran Canaria samt 13 ruter fra Tenerife.

Fra Gran Canaria flyves der til København, Billund og Aalborg samt til fem lufthavne i Norge, tre i Sverige, to i Finland samt til Reykjavik på Island. Herudover tilbydes der flyvninger til London-Gatwick, Hamborg, München og Málaga.

De 13 ruter fra Tenerife går til København, Oslo, Bergen, Stockholm, Gøteborg, Helsinki, Oulu og Reykjavik. Samtidig vil der også være flyvninger til London-Gatwick, Hamborg, München, Alicante og Málaga.

Lukker seks Madrid-ruter
Beslutningen om at fastholde baserne på De Kanariske Øer kommer samtidig med, at Norwegian i stedet må skære ned på aktiviteterne på basen i Madrid.

Derfor bliver seks korte ruter lukket i løbet af de kommende måneder. Den 27. oktober ophører Norwegian med at flyve fra Madrid til Stockholm og Palma de Mallorca, og den 8. januar 2020 lukker ruterne til København, Reykjavik, Tenerife og Las Palmas.

Norwegian har hidtil fløjet seks gange om ugen mellem Madrid og København, tre gange til Stockholm og to gange ugentligt til Reykjavik. Med beslutningen om lukke de nordiske Madrid-ruter bliver Ryanair og Iberia Express i vinterhalvåret alene om at betjene ruten til København, mens det fremover kun vil være Iberia, der flyver mellem Madrid og Stockholm. Med lukningen af Reykjavik-ruten vil der ikke længere være flyforbindelse mellem den islandske og spanske hovedstad.

Norwegian meddeler samtidig, at man indtil videre vil fortsætte flyvningerne fra Madrid til Oslo og London-Gatwick samt langdistanceruterne til Los Angeles og New York-JFK.

 

Relaterede artikler:

Norwegian størst i Spanien-trafikken fra Norden

Intens konkurrence på skandinaviske Madrid-ruter

Norwegian lukker seks baser