Boeing 737-800 fra Norwegian.

Norwegian størst i Spanien-trafikken fra Norden

Med 5,35 millioner passagerer i 2018 var Norwegian det største flyselskab til Spanien fra samlet fem nordiske lande, og markedsandelen var på 43 procent.

Spanske destinationer er særdeles populære i det nordiske marked, men det er hverken SAS, Finnair, Iberia, Vueling eller Ryanair, der flyver flest passagerer frem og tilbage til kongeriget på den iberiske halvø.

Det er i stedet Norwegian, der har gransket trafiktal fra den spanske lufthavnsoperatør AENA. Ud af samlet 263,8 millioner passagerer i 46 spanske lufthavne var 5,35 millioner på det norske lavprisflyselskabs ruter mellem Norden og Spanien, hvilket svarer til en markedsandel på 43 procent.

“Norwegian begyndte at flyve til Spanien allerede i 2003 og har løbende opbygget en solid tilstedeværelse i landet til stor glæde for både nordiske og spanske rejsende, og ikke mindst den spanske turistbranche. Til sommer tilbyder vi 65 ruter mellem Spanien og Danmark, Norge, Sverige, Island og Finland, hvilket er flere end noget andet flyselskab,” siger Helga Bollmann Leknes, der er kommerciel direktør i Norwegian.

15 danske Spanien-ruter
Positionen som største operatør mellem Norden og Spanien har udviklet sig i etaper. Siden 2008 har Norwegian været størst mellem Norge og Spanien, og i 2011 blev selskabet også størst fra Danmark til de spanske lufthavne. Herefter fulgte det svenske marked i 2013, Finland i 2018, og efter konkursen i WOW air kunne Norwegian i april i år også sætte sig  på førstepladsen mellem Island og Spanien.

Samlet har Norwegian 65 ruter mellem Norden og Spanien, og 16 af disse udgår fra tre danske lufthavne.

Fra Københavns Lufthavn flyver Norwegian til Alicante, Barcelona, Ibiza, Las Palmas, Madrid, Málaga, Palma de Mallorca og Tenerife. Billund Lufthavn kan tilbyde ruter til Alicante, Barcelona, Málaga og Palma de Mallorca, mens det fra Aalborg Lufthavn er muligt at flyve til Alicante, Las Palmas, Málaga og Palma de Mallorca. Det er dog endnu usikkert om Aalborg-ruten til Las Palmas fortsætter i det kommende vintertrafikprogram.

Det samlede antal rutepassagerer mellem Danmark og Spanien hos samtlige flyselskaber var i 2018 på næsten 2,8 millioner, hvoraf omkring 2,250 millioner var med udgangspunkt i Københavns Lufthavn, mens lufthavnene i Billund, Aalborg og Aarhus hver især stod for henholdsvis 345.225, 143.251 og 19.706.

 

Relaterede artikler

Norwegian indsætter dansk A321-fly i Spanien

Norwegian lukker seks baser

Norwegian åbner syvende base i Spanien