Norwegian må opgive rute fra København

Det norske lavprisflyselskab har haft konstant vækst siden indtoget i Danmark. Nu lukkes en af ruterne fra København med udgangen af januar måned.

Norwegian er tæt på at have etableret 40 ruter på sit danske rutenetværk. Men nu er selskabet også kommet i en situation, hvor der må lukkes ruter ned.

Det går i første omgang ud over ruten mellem København og Warszawa, der har sin sidste afgang den 31. januar 2010. Ruten har været i fartplanen siden den 17. august sidste år, men må nu lade livet efter mindre end et halvt år.

Rent faktisk er det ikke første gang, at det norske selskab trækker sig fra denne rute. Oprindeligt blev ruten befløjet af Norwegian fra slutningen af oktober 2006 og frem til medio september 2008. Dette var dog før Norwegians store satsning i Danmark, der blev påbegyndt i november måned 2008.

Tilbagetoget på den polske rute er bemærkelsesværdigt al den stund, at Polen er et af Norwegians “hjemmemarkeder“, idet selskabet også har base i landet.

Star-Alliance selskaberne SAS og LOT Polish Airlines har tilsammen fire daglige afgange mellem København og Warszawa.