Fly fra Norwegian og Widerøe i Bodø Lufthavn. (Foto: Trond Høyvik, Forsvaret)

Norwegian med fortsat stabil vækst i september

2,3 millioner passagerer rejste med Norwegian i september, hvilket var en vækst på to procent. Selskabet oplever en fortsat god bookingtrend. Datterselskabet Widerøe havde stor kapacitetsvækst.

Årets første efterårsmåned endte med i alt 2.698.173 passagerer hos Norwegian-koncernen, der består af flyselskaberne Norwegian og Widerøe. Det var en vækst på tre procent i forhold til september i 2024. I august i år lød væksten på 2,6 procent.

Isoleret set transporterede Norwegian i alt 2.302.536 passagerer, hvilket var en fremgang på to procent. Hos Widerøe, der fløj med i alt 395.637 passagerer i september, var væksten 11 procent.

Norwegians udbudte sædekapacitet steg med to procent i forhold til samme måned året før, mens belægningen steg med 1,4 procentpoint til 86,6 procent samlet på de 89 fly, som flyselskabet havde i drift i måneden.

Hos Widerøe steg den udbudte sædekapacitet med 11 procent fra september 2024, mens belægningen faldt med 0,1 procentpoint til 73,4 procent.

”En stærk måned”
Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian, er godt tilfreds med udfaldet af september, der altså betød fremgang på flere parametre.

”September var en stærk måned både når det gælder passagertal og belægningsgrad, som bekræfter, at vi har et rutenetværk, der matcher vores kunders rejsebehov. Widerøe fortsætter med at levere godt, og jeg er meget tilfreds med det arbejde, vi har gjort på den operationelle side,” siger han og minder om, at Widerøe bliver en del af loyalitetsprogrammet Norwegian Reward fra 16. oktober 2025.

Norwegians punktlighed i september endte på 78,9 procent, mens Widerøe noterede sig for 94 procent på dette parameter. Regulariteten for Norwegian og Widerøe endte på henholdsvis 99,1 og 98,4 procent.

Begge flyselskaber blev påvirket af, at luftrummet i Norge og Danmark blev lukket som følge af droneaktivitet. Næsten 40 procent af Norwegians aflyste flyafgange i september fandt sted under og lige efter luftrumslukningen i Oslo Lufthavn og Københavns Lufthavn.

Fortsat god bookingtrend
September bød desuden på en udvidelse af en eksisterende ordre på Boeing 787 MAX 8, så selskabet nu samlet har bestilt 80 fly af denne type efter udnyttelse af en option på 30 fly.

Herudover annoncerede Norwegian i løbet af måneden også sommertrafikprogrammet for 2026, og der åbnes blandt andet 10 nye ruter fra Billund Lufthavn.

”Dette har været en særligt aktiv måned for os. Jeg er meget tilfreds med, at vi har bekræftet udvidelsen af Boeing-bestillingen med 30 fly. Det er en helt central del af vores igangværende flådefornyelse og understreger de vækstambitioner, vi har i de kommende år,” siger Geir Karlsen.

”Bookingtrenden er fortsat god, med høj belægning i efterårsferieperioden og stigende efterspørgsel efter rejser over vinteren og i juleferien.”

 

Relaterede artikler:

Stabil passagerfremgang for Norwegian-koncernen

Norwegian vinder med decimaler foran SAS

Norwegian med storoffensiv i Billund: 10 nye ruter