Norwegian Boeing 737-800.

Norwegian opruster med to fly og flere flyvninger fra CPH

Cimber Sterlings konkurs får Norwegian til at øge antallet af nye fly på basen i Kastrup fra to til fire. De nye fly skal bruges til at genåbne Karup-ruten og sætte 18 ekstra ugentlige flyvninger ind på udvalgte europæiske ruter.

Da Sterling gik konkurs i 2008 var Norwegian det første selskab til at gribe muligheden for at erobre nyt terræn. Nu forsøger selskabet igen at drage fordel af ”first mover-effekten” i forbindelse med Cimber Sterlings konkurs i torsdag.

Således er selskabet klar med en kraftig opgradering af basen i Københavns Lufthavn. Oprindeligt var det planen at Norwegian i maj ville gå fra syv til ni fly stationeret i Kastrup. Efter Cimber Sterlings konkurs har nordmændene imidlertid besluttet at gå et skridt videre og sende yderligere to fly til Amager, så Norwegian fra slutningen af juni har 11 fly i Kastrup.

Syvende daglig til Aalborg
De to ekstra fly skal dels bruges til at genåbne indenrigsruten til Karup med fire daglige afgange på hverdage og indsætte en syvende daglig flyvning på ruten til Aalborg og retur. Men de skal også bruges til at øge antallet af ugentlige flyvninger på en række udvalgte europæiske destinationer.

Det drejer sig om:

Palma de Mallorca: 2 nye. Herefter 5 ugentlige flyvninger

Prag: 4 nye. Herefter 7 ugentlige flyvninger

Malaga: 3 nye. Herefter 10 ugentlige flyvninger

Barcelona: 3 nye. Herefter 13 ugentlige flyvninger

Rom: 3 nye. Herefter 13 ugentlige flyvninger

Pisa: 1 ny. Herefter 3 ugentlige flyvninger

Nice: 2 nye. Herefter 9 ugentlige flyvninger.

Derudover sætter Norwegian en ekstra afgang ind på ruten mellem Aalborg og Malaga, så den fremover vil blive fløjet to gange om ugen.

For store til Karup
Norwegian genåbnede allerede søndag ruten til Karup, som nordmændene trak sig fra i efteråret. Norwegians Boeing 737-800 fly med plads til 186 passagerer var ganske enkelt for store til ruten, og til sidst fløj Norwegian kun to daglige rotationer.

Nu genåbnes ruten med et mindre Boeing 737-300 fly. Norwegians udgaver har plads til 148 passagerer, men ruten beflyves med en indlejet Boeing 737-300. På sigt håber Norwegian at kunne indsætte et Boeing 737-800 fly på ruten, så de kun skal have en flytype på basen i København. Desuden er det kun ombord på Boeing 737-800 flyene, at Norwegian kan tilbyde trådløst internet.