Boeing 737-800 fra Norwegian.

Norwegian presser Aeroflot væk

Med næsten 1,9 mio. passagerer i maj måned har Norwegian sat månedsrekord. Nu er det norske lavprisflyselskab på vej til at presse russiske Aeroflot væk fra pladsen som 10. største flyselskab i Europa.

Det norske lavprisflyselskab Norwegian kom ud af maj måned med passagerrekord. Ikke færre end 1.885.648 passagerer rejste i sidste måned med de rødnæsede fly på selskabets 331 ruter i Europa og Nordafrika.

Passagervæksten svarer til en fremgang på 22 procent eller hele 342.925 passagerer. Den hidtige månedsrekord var fra juli måned sidste år, hvor der var 65.000 flere passagerer, der rejste med Norweigan.

Der vil uden tvivl blive sat nye rekorder i de kommende måneder, hvor Norwegian ventes at komme op på omkring 2 mio. passagerer per måned.

“Det er meget glædeligt, at så mange vil rejse med os, og at vi fylder flyene selv med en stærk kapacitetsvækst. Vi ser også, at vi har fået mange nye passagerer ombord som aldrig før har rejst med Norwegian. Det betyder, at Norwegian får et stærkere europæisk fodfæste. I en opstartsfase for mange ruter kan priserne påvirkes noget, men det er helt afgørende, at nye kunder får prøvet os. Så ved vi, at de kommer tilbage og bliver trofaste Norwegian-kunder,“ siger administrerende direktør Bjørn Kjos.

At passagervæksten er hentet fra nye baser i Spanien og Storbritannien samt at der flyves 11 procent længere end samme måned sidste år afspejler sig da også i udviklingen i yield og enhedsindtægter. Her har der været en tilbagegang på henholdsvis syv og seks procent. Således påvirkes billetindtægterne, når der skal vindes markedsandele gennem vækst på nye markeder.

Presser Aeroflot
Med den markante vækst i maj måned og udsigten til en ligeså stor vækst i de kommende måneder, er Norwegian stærkt på vej til at presse russiske Aeroflot væk som det 10. største flyselskab i Europa ifølge Wikipedia´s opgørelse.

I 2012 lå de to flyselskaber side om side på en delt 10. plads med samlet 17,7 mio. passagerer. Efter årets første fire måneder havde Aeroflot et forspring på 280.000 passagerer til Norwegian, idet russerne havde haft 5,92 mio. passagerer ombord i flyene mod Norwegians 5,64 mio. Men med et traditionelt stort antal passagerer i sommermånederne samt nye langdistanceruter til Bangkok og New York er det blot et spørgsmål om fåmåneder, førend Norwegian har overhalet det russiske flyselskab.

Trods rekordmåneden tog investorerne ikke særligt godt imod trafiktallene fra Norwegian. Således dykkede kursen på selskabets aktier på Oslo Børs i går med mere end 5 procent, og kursniveauet omkring287,50er det laveste i løbet af den seneste måned.

Det er tilsyneladende faldet i yield og enhedsindtægter samt Norwegians problemer med indkøringen af de nye langdistanceruter, der gør investorerne nervøse efter et gyldent forår med konstante kursstigninger.