Norwegian raser over transportministeren

Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) vil skærpe forbrugerlovgivningen om flybilletpriser, så bagagen skal være inkluderet i billetprisen. Det har bragt Norwegian op i det røde felt.

Den 31. oktober 2008 trådte EU´s tredje luftfartspakke i kraft. Forordning nr. 14/2008 indeholdt blandt andet en bestemmelse om, at flyselskaberne skulle specificere, hvordan billetprisen er sammensat.

Det betød. at flybilletpris, skatter, lufthavnsafgifter samt andre afgifter, tillæg og gebyrer skulle vises separat, når forbrugerne bestilte flybilletter.

Men transportminister Henrik Dam Kristensen (S) mener ikke, at reglerne er skarpe nok. Derfor har ministeren sendt nogle forslag til EU´s transportkommissær Siim Kallas med henblik på at få skærpet reglerne for, hvordan man markedsfører og præsenterer flybilletpriser.

“Det er vigtigt, at de flybilletpriser, forbrugerne bliver præsenteret for i annoncer og på nettet, er de endelige priser. Ellers kan man ikke sammenligne korrekt mellem luftfartsselskaberne. Det er desuden ganske irrirterende, at skulle betale tillæg for noget, som næsten er selvfølgeligt som for eksempel normal bagage,“ udtaler transportminister Henrik Dam Kristensen i en pressemeddelelse.

Besværligt at betale for bagage
Med transportministerens kritik af det besværlige i at skulle betale en separat pris for indskrevet bagage bevæger han sig tilsyneladende væk fra den generelle stillingtagen til, hvordan priser skal markedsføres og mere over i den boldgade, der handler om, hvordan flyselskaberne sammensætter billetpriserne. Og her har ministeriel indflydelse ikke mange muligheder for at gøre sig gældende.

“Jeg har på fornemmelsen, at der kan snydes på vægten for eksempel med gebyr for køb på nettet. Og jeg synes, det er alt for besværligt, at en passager for eksempel skal betale for at medbringe en normal kuffert,“ mener transportmininsteren.

Det vil formentlig få kritikerne til at pege på, at transportministeren ikke har fulgt med udviklingen og strukturændringerne indenfor luftfarten. Den såkaldte “bundling“ af flybilletpriser hører fortiden til hos netværksselskaberne, mens moderne flyselskaber i større grad vælger at lave en komponentbaseret prisstruktur, hvor flypassagererne blot betaler for de ydelser, som de ønsker at benytte på flyrejsen.

Forslag møder kritik
Et af de første flyselskaber til at rette kritik mod Henrik Dam Kristensens forslag er ikke overraskende lavprisflyselskabet Norwegian.

“Det er meget opsigtsvækkende at en minister vil påtvinge halvdelen af de rejsende at betale for bagage de ikke har med. Det er ikke vores forretningsmodel. Vores kunder betaler kun for det de behøver, ikke for services de ikke bruger eller har brug for. Hos os er alle tillæg valgfrie, og vi kan jo ikke lade 50 procent af vores rejsende uden bagage blive politisk påtvunget en højere pris,“ siger Norwegians danske presse- og markedschef Johan Bisgaard Larsen til CHECK-IN.dk.

Henrik Dam Kristensen har lagt op til, at der skal ske en stramning af mulighederne for at straffe flyselskaber, der overtræder gældende regler. Han understreger også, at tiltaget skal ses i lyset af et arbejde for fair konkurrence mellem flyselskaberne.

Det mildner bestemt ikke Norwegian syn på sagen. Norwegians kommunikationsdirektør Anne-Sissel Skånvik har en helt anden opfattelse af, hvad der kaldes fair konkurrence.

“Igen et eksempel på, at myndighedene på en række forskellige måder forsøger at hjælpe SAS, som har drevet lobby for deres egen forretning. Men politikerne burde være neutrale og ikke fremme enkelte selskabers forretningsmodel,“ siger kommunikationsdirektøren.