Norwegian-fly i Midtjyllands Lufthavn. (Arkivfoto: Ole Kirchert Christensen)

Norwegian satser for alvor på Karup-rute

Det norske lavprisflyselskab Norwegian har inviteret de største virksomheder og ni borgmestre fra Midt- og Vestjylland til dialogmøde i Karup Lufthavn.

Fredag den 7. september har det norske lavprisflyselskab Norwegian inviteret til dialogmøde i Karup Lufthavn. Det er destørste virksomheder i denMidt- og Vestjyske region samt borgmestrene fra lufthavnens ni ejerkommuner, der er inviteret.

Karup Lufthavn er et kommunalt andelsselskab, der ledes af en bestyrelse på 13 medlemmer. Ejerne er kommunerne i Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Silkeborg, Skive, Struer og og Viborg.

Norwegian fløj første gang på København-Karup ruten den 18. januar 2010. Ruten ophørte dog ved indgangen til vintertrafikprogrammet 2011/12, således at sidste flyvning fandt sted fredag den 28. oktober 2011.

Men Cimber Sterlings konkurs i maj måned i år fik Norwegian til at se nye muligheder på indenrigsruten til Karup. Blot tre dage efter konkursen var Norwegian på plads med fire returflyvninger på hverdage opereret af indlejede Boeing 737-fly fra det danske charterflyselskab Jet Time.

Vil skabe et solidt fundament
Formålet med dialogmødet den 7. september er at styrke samarbejdet mellem de virksomheder og kommuner i regionen, der måtte have interesse i udviklingen af indenrigsruten til København.

“Det er vigtigt for alle parter at skabe et solidt fundament for, at udviklingen i trafikken ind og ud af lufthavnen fortsætter. Det er derfor Norwegians ønske, at mødet kan give mulighed for at udveksle idéer og forslag til, hvordan vi kan styrke samarbejdet omkring lufthavnen,“ siger Frank Nordbjerg Olesen, der er salgschef hos Norwegian i Danmark.

Indtil videre er der ikke andre operatører, der har vist interesse for København-Karup ruten. SAS har været inde kortvarigt og foretage en vurdering, ligesom Danish Air Transport og britiske Flybe også kunne være aktuelle. Sikkert er det, at DAT ikke kommer til Karup, med mindre selskabet kan være alene på ruten. Derimod rasler Flybe stadig med sablen i forhold til den længe ventede indenrigssatsning i Danmark.

Men det giver ikke anledning til hovedbrud hos Norwegian.

“Det er vort håb, at mødet kan blive startskuddet på en konstruktiv dialog, som vil række ud i fremtiden,“ siger Johan Bisgaard Larsen, der er Norwegians danske presse- og markedschef.

Han afviser samtidig at Norwegian vil trække sig igen, hvis der atter skulle komme konkurrence på ruten.