Kommunikationsdirektør i Norwegian, Anne-Sissel Skånvik.

Norwegian: Vi vælger ikke baser ud fra lønvilkår

Norwegian svarer nu tilbage på den kraftige kritik om ‘forum shopping’, der handler om at etablere sig i lande, hvor lovgivningen er mest fordelagtig for virksomheden.

I sidste uge fik Norwegian forlænget den midlertidige dispensation fra den norske udlændingelov til at operere med langdistancefly med ikke-EU/EØS kabinepersonale ombord. Det norske luftfartstilsyns forlængelse forhindrede, at Norwegian tre Dreamliner-fly måtte sætte på jorden den 23. december, hvor den hidtidige dispensation udløb.

På baggrund af forlængelsen er hele diskussionen om Norwegians base- og ansættelsesmodeller blusset op igen. Det sker ikke mindst på baggrund af en kraftig kritik fra SAS rettet mod de norske myndigheder. Med forlængelsen mener SAS, at der sker en konkurrenceforvridning, og i sidste ende kan det betyde, at SAS mod sin vilje kan blive tvunget til at udflage.

På det kommende møde i transportmyndighedernes US-EU Joint Committee, der afholdes den 8. januar 2014 i Washington D.C. er “Norwegian-modellen“ sat til drøftelse på agendaen. Det er det amerikanske transportministerium, Department of Transportation (DOT), der ønsker at vide, under hvilken social lovgivning, at kabinepersonale fra tredjelande, der flyver mellem Europa og USA, skal omfattes.

“Vi synes, at det er fint, at det kommer på agendaen. Det kan nemlig give os anledning til at forklare, at vi følger det som er sædvanlige sociale vilkår og lønforhold i alle lande, hvor vi har etableret virksomhed. Vores amerikanske personale, som vi i disse dage rekrutterer til de amerikanske baser, vil blive ansat på amerikanske vilkår, præcis på samme måde som dansk personale bliver ansat på danske vilkår,“ forklarer Anne-Sissel Skånvik, der er kommunikationsdirektør i Norwegian.

Baser i otte lande
I modsætning til konkurrenten SAS, der kun har baser i de skandinaviske lande, har Norwegian valgt at etablere baser i otte lande. Udover de fire nordiske markeder er der tale om Spanien, Storbritannien, Thailand og i begyndelsen af 2014 også USA.

Det betyder, at det norske lavprisflyselskab kan operere billigere, idet lokalt ansat personale i flere af baselandene er billigere at beskæftige end skandinavisk ansat personale.

Det har fået flere kritikere til at kalde Norwegians model for “forum-shopping“, som er et begreb der anvendes, når man bevidst vælger at etablere sig i lande, hvor lovgivningen er mest fordelagtig for virksomheden. Det afvises helt blankt af Norwegian.

“Mange tror, at vi vælger baser ud fra lønniveau. Det er helt forkert. Vores baser etableres, hvor der er trafikknudepunkter, hvilket er tilfældet med blandt andet Fort Lauderdale og New York, hvor vi har mange ugentlige afgange fra Europa og dertil,“ siger kommunikationsdirektøren.

Norwegian: SAS lader andre flyve for sig
Anne-Sissel Skånvik stiller sig generelt uforstående overfor kritikken, der ofte har SAS som afsender.

“Vi ønsker selv at flyve vore kunder til destinationen. Andre flyselskaber lader deres alliancepartnere flyve for dem. SAS lader eksempelvis Thai Airways og United Airlines flyve deres kunder på lokale vilkår. Hvad er forskellen?“, spørger Anne-Sissel Skånvik retorisk.

Norwegian oplyser, at man skifter fra den midlertidige norske driftstilladelse til den irske “så snart det kan lade sig gøre. Selskabet har fået en frist af Luftfartstilsynet frem til den 31. marts 2014.