Norwegian vokser mindst i Danmark

Kvartalsregnskabet fra det norske lavprisflyselskab Norwegian viser en nettooverskud på 53,7 millioner norske kroner. Passagerfremgangen var i 2. kvartal på 26 procent, men det danske marked følger ikke med i samme takt som de øvrige nordiske markeder.

Mere end 4 millioner passagerer var ombord på Norwegians fly fra april til og med juni måned. Det er ny rekord for det norske lavprisflyselskab og repræsenterer samtidig en vækst på 26 % og hele 840.000 passagerer.

Men væksten er ujævnt fordelt på Norwegians hovedmarkeder i Norge, Sverige, Danmark og Finland.

Den nye finske basekom ind med 260.000 passagerer i 2. kvartal. Den absolutte vækst var dog størst i Norge, hvor 326.000 flere passagerer rejste med Norwegian. Det betyder, at Norwegian fastholder markedsandelen på 31 % på de internationale ruter og taber et procentpoint ned til en markedsandel på 44 % på indenrigsruterne.

På det svenske marked var der 331.000 flere passagerer i 2. kvartal 2011 i forhold til samme periode året før. Her øger Norwegian fra en markedsandel på 12 % op til15 % på de flere internationale ruter, mens markedsandelen på indenrigsruterne øges fra 16 % til 24 %.

Norwegian i Danmark var ikke i stand til at holde samme vækst som de øvrigenordiske lande. Der var 107.000 flere passagerer ombord i Norwegians fly på de danske ruter, hvilket øger markedsandelen svagt fra 9 % til 10 %, mens markedsandelen på indenrigsruterne er status quo med 21 % trods 8.000 flere passagerer.

Dermed var denabsolutte vækst svagest i det danske marked i forhold til de øvrige markeder hos Norwegian i Norden.

Enhedsflåde af Boeing 737-800 på den danske base

Forklaringen på, at de andre markeder vokser stærkere skal man finde i den indsatte kapacitet. I Sverige og Finland har Norwegian valgt at allokere en del ekstra sædekapacitet blandt andet gennem satsningen i Malmø og Gøteborg på det svenske marked samt på det finske marked, hvor der er etableret to indenrigsruter og 11 internationale ruter.

Norge har været begunstiget af en relativ stor opgradering af kapaciteten på eksisterende ruter, idet der er indsat mange nye Boeing 737-800 fly til gengæld for de ældre Boeing 737-300 fly, der er under udfastning. Det har rent konkret øget sædekapaciteten med 38 sæder pr. afgang svarende til en stigning på 25 %. De nye Boeing 737-800 fly har nemlig 186 sæder mod kun 148 sæder på Boeing 737-300 flyene.

Men Danmark er nu også stærkt på vej. “Vi har per 1. juli på basen i Danmark en enhedsflåde af syv fly af typen Boeing 737-800,“ fortæller presse- og markedschef Johan Bisgaard Larsen. Denne kapacitetsøgning ventes således at slå igennem i løbet af tredje kvartal.