Boeing 767-300ER fly fra EuroAtlantic.

Norwegians vikarfly kan koste tre millioner om ugen

Det kan blive en bekostelig affære for Norwegian at leje erstatningskapacitet, hvis Dreamlineren ikke er klar til premiereflyvningen til New York den 30. maj.

Fredag i sidste uge fik det norske lavprisflyselskab Norwegiansamt britiske Thomson Airways en kedelig besked fra den amerikanske flyproducent Boeing Commercial Airplanes.

De to europæiske flyselskaber skal forberede sig på, at de bestilte Boeing 787 Dreamliner-fly kan risikere ikke at blive leveret til tiden. Det fik begge selskaber til at meddele, at man nu går i gang med at undersøge mulighederne for at indleje erstatningskapacitet.

Hos Norwegian drejer det sig om at have et langdistancefly klar til premieren på flyvningerne fra Oslo til New York, der efter planen skal indledes torsdag den 30. maj. Her flyves der indtil slutningen af juni måned to gange om ugen til New York, to gange om ugen til Bangkok samt to gange om ugen fra Stockholm til New York.

Hele denne operation betyder, at Norwegian i gennemsnit skal have et langdistancefly i luften i næsten 16 timer i døgnet eller omkring 107 timer om ugen.

Bekostelig affære
Det bliver ikke billigt at leje et fly med besætning, der kan transportere mellem 250 og 300 passagerer lige op til højsæsonen. Prisen vil være stærkt afhængig af, hvor længe lejeperioden strækker sig over, samt om der er tale om leje i selve højsæsonen.

Norwegian vil formentlig gå efter enACMI-løsning, hvorder skalleveres etfly med besætning, og hvor udlejer har ansvaret forvedligeholdelse og forsikring. Alle andre omkostninger skal dækkes af Norwegian. Der vil typisk være tale om brændstof, forsikring af passagerer og fragt, betaling for overflyvningstilladelser, catering, lufthavnsafgifter samt omkostninger til indkvartering af besætningen.

CHECK-IN.dk har talt med flere internationale flymæglere i Europa, der har kendskab til markedet. Her pegesder på, at Norwegian eventuelt vil kunne finde et Boeing 767-300ER fly egnet til erstatning for Dreamlineren. Et fly, der kan tage op til300 passagerer i en all-economy version, selvom Norwegian har 292 sæder til rådighed påDreamlineren opdelt på to serviceklasser.

Prisen for ACMI-leje af et fly afregnes efter en såkaldt “block hour“ timepris. Der betales således fra det tidspunkt flyet forlader gaten i afgangslufthavnen og frem til ankomst i gaten i ankomstlufthavnen. Prisen for et Boeing 767-300ER fly ligger på mellem 4.000 og 5.000 dollar per time – afhængig af lejeperiode og sæson. Det svarer således til en timepris på mellem 22.000 og 28.000 kroner.

Derfor kan Norwegian meget vel komme i en situation, hvor man skal betale op til 3 mio. kroner om ugen for ACMI-leje af et langdistancefly. Norwegian har lagt fartplanen op efter, at selskabets anden Dreamliner leveres sidste i juni. Hvis denne også forsinkes, vil det norske lavprisflyselskab således skulle beskæftige to erstatningsfly til en samlet omkostning på mellem 5 og 6 mio. kroner om ugen.

Flere muligheder
Der er flere europæiske ACMI-udlejere, der vil kunne stille den ønskede kapacitet til rådighed for Norwegian. En af disse er portugesiske euroAtlantic, derråder over tre Boeing 767-300ER fly samt et Boeing 777-200ER fly. Sidstnævnte fly måtte SAS indleje i et par weekender i sommeren 2012 til erstatning for Airbus A330-fly, der var ude af drift på grund af jordskader.

Hos euroAtlantic er Boeing 767-flyene indrettet i en version med 300 sæder og 30 tommer sædeafstand. Konfigurationen kan dog ændres efter behov.

En anden ACMI-operatør er Titan Airways fra Storbritannien. Norwegian har i forvejen et samarbejde med dette selskab, hvor der er indgået en aftale om at leje back-up fly af typen Boeing 757, hvis der bliver problemer med Boeing 737-800 flyene.

Men netop Titan Airways har også et Boeing 767-300ER fly i flåden med plads til 265 passagerer i en kabineindretning med 31 tommers afstand mellem sæderne.

Mulighederne er således til stede, men Norwegian skal nu i gang med konkrete drøftelser og vurderinger omkring hvilket selskab, derkan tilbyde de bedste økonomiske betingelser og det kvalitets- og servicemæssigt bedste produkt, hvis det bliver aktuelt at benytte erstatningsfly for Dreamlineren.

En eventuel forsinkelse af Dreamlineren og indsættelse af erstatningskapacitet vil midlertidigt kunne løse problemet med, at der ikke må beskæftiges asiatisk arbejdskraft på norskregistrerede langdistancefly. ACMI-udlejeren leverer nemlig personalesamt fly, derikke er registreret i Norge.