- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Ny Air France-rute til Indien

Air France udvider sit netværk af langdistanceruter med endnu en forbindelse til Indien.

Chennai bliver ny destination på rutekortet hos det franske flyselskab, og første direkte flyvning fra Paris Charles de Gaulle til den sydindiske by bliver den 14. juni 2020. Der bliver tre ugentlige afgange, og der flyves med en Boeing 787-9 Dreamliner. Air France fløj sidst på ruten for over 10 år siden.

”Vi er glade for at være tilbage i Chennai med lanceringen af en direkte rute til Paris Charles de Gaulle. Chennai bliver vores fjerde destination i Indien og den anden i Sydindien. Denne rute understreger koncernens forpligtelse til yderligere at styrke vores position i Indien,” siger Jean-Noel Rault, der er direktør for Air Frances indiske marked.

Air France opererer i forvejen til Delhi, Mumbai og Bangalore i Indien, mens koncernpartneren KLM opererer til de samme indiske destinationer – på nær til Chennai.

24 ugentlige indiske Air France-afgange
Boeing 787-9 Dreamliner har plads til i alt 279 passagerer – herunder 30 i Business Class, 21 i Premium Economy samt 228 i Economy Class. Flyene fra Paris til Chennai vil i sommersæsonen afgå på tirsdage, torsdage og søndage, mens der er afgang fra Chennai på mandage, onsdage og fredage. Det vil tage cirka ni timer at tilbagelægge de 8.028 kilometer mellem de to lufthavne.

Chennai har tidligere været kendt som Madras. Byen byder blandt andet på gamle templer, travle markeder og en rig kolonihistorie, ligesom det er muligt at nyde strandlivet ved Marina Beach.

I sommeren 2020 vil Air France have samlet 24 ugentlige flyvninger til selskabets fire indiske destinationer, mens KLM har 14 ugentlige flyvninger til sine tre indiske destinationer fra basen i Amsterdam Schiphol. Det samlede udbud af ruter til Indien fra Air France-KLM vil således være på 38 den kommende sommer.

Air France råder over ni Boeing 787-9 Dreamlinere med en tiende på vej med forventet levering fra den amerikanske flyproducent i maj 2020.

 

Relaterede artikler:

10 nye vinterruter hos Air France-KLM

Første Air France A380 sendt til ophug

Air France vender tilbage til vestafrikansk stat