- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ny Air France-rute til USA

For første gang nogensinde vil Air France tilbyde ruteflyvning til Denver i den amerikanske stat Colorado. I den kommende sommer vil det franske flyselskab betjene 12 destinationer i USA.

Air France, der netop har fået endnu en hjælpende håndsrækning fra den franske stat, vil investere i en ny interkontinentale rute.

Destinationen er Denver i den bjergrige amerikanske delstat Colorado, der er kendt for Rocky Mountains. Ruten starter op den 2. juli med tre ugentlige afgange fra Paris Charles de Gaulle Airport på onsdage, fredage og søndage. Der benyttes Boeing 787-9 Dreamliner i en treklasses konfiguration med plads til 279 passagerer.

Det er første gang nogensinde, at Denver er med i det franske flyselskabs trafikprogram, og dermed vil der være 12 Air France-destinationer i USA i den kommende sommer, hvis rejserestriktionerne tillader det. Udover Denver er det Atlanta, Boston, Chicago, Detroit, Houston, Los Angeles, Miami, Minneapolis, New York, San Francisco og Washington D.C.

”Vi ved, at folk overalt er ivrige efter at kunne rejse sikkert, og Air France er lige så ivrig efter at give dem den mulighed for at rejse verden rundt. Vi ser frem til at forbinde Denver med vores globale netværk og give passagererne den mulighed for at drage fordel af vores forpligtelse til exceptionel service og sundhed og sikkerhed for alle ombord,” siger Stéphane Ormand, der er direktør for Air France-KLM i USA.

Første SkyTeam-rute fra Europa
Det er en fjer i hatten for Denver International Airport, at det er lykkedes at tiltrække Air France som ny operatør. Det er første gang, at et SkyTeam-selskab vil flyve direkte mellem Europa og Denver, der i forvejen har SkyTeam-kollegerne fra Delta Air Lines og Aeromexico i porteføljen af 24 flyselskaber, der opererer til og fra lufthavnen.

Den nye rute ventes at skabe op til 150 nye jobs i den lufthavnen i Denver og i relaterede virksomheder.

“Air Frances etablering af en helt ny transatlantisk rute i den mest udfordrende tid i luftfartshistorien er en bemærkelsesværdig tillid til efterspørgslen efter rejser til Denver. Vi er overbeviste om, at Air France vil få succes i Denver, og vi er ikke i tvivl om, at rejsende vil tage godt imod disse nye direkte flyrejser til Paris på lang sigt,” lyder det fra Kim Day, der er administrerende direktør i Denver International Airport.

 

Relaterede artikler:

22 nye Air France-ruter

Air France sender 106 af 224 fly på vingerne

Air France præsenterer nye kabiner på A330-fly