Spies vil med et nyt logo relancere sig selv og rykke væk fra imaget som ren charterarrangør. Nu skal der fodbold og krydstogter på menuen.
Med en ny visuel identitet vil Spies relancere sig selv og forsøge at støve sit image af.
”Vi vil gerne relancere Spies, som det smarte og moderne valg. Som fremtidens feriearrangør,” forklarer Spies-direktør Jan Vendelbo de omkring 10 danske rejsejournalister, som torsdag formiddag er troppet op til charterarrangørens pressemøde.
Et pressemøde, som ellers starter med en fem minutter lang sort-hvid film om Simon Spies. Den karismatiske mand var med til at introducere danskerne for charterrejsens herligheder og grisefester på Mallorca. Og det image har hængt ved selvom Simon Spies for længst er død og Spies i dag tilbyder rejser til hele verden.
”Vi bærer rundt på en tung og klassisk arv. Folk betragter Spies som en rendyrket charterarrangør. Men i virkeligheden er vi meget mere end det. Og det vil vi gerne signalere med vores nye identitet,” siger Jan Vendelbo. Han peger på, at Spies er en af Danmarks største arrangører af individuelle rejser. 30.000 af den slags rejser bliver det til hvert år.
”Chartermarkedet er rimelig stabilt. Vi tror til gengæld på, at der er et stort vækstpotentiale inden for individuelle ferierejser med rutefly. Desuden ser vi et stort potentiale inden for krydstogt og fodboldrejser,” understreger Jan Vendelbo.
Ikke på halerorene
Omdrejningspunktet i Spies’ relancering bliver et nyt logo, som Spies kalder for ”sunny heart”. Det vil fra 19. december sætte sit præg på alt lige fra reklamer over websites og uniformer til skilte på destinationerne. Et sted vil det nye logo dog ikke være at finde. Og det er på halerorene hos Thomas Cook Airlines Scandinavia, der er Spies’ danske søsterselskab i den internationale Thomas Cook-koncern. Thomas Cook Airlines Scandinavia står for langt størstedelen af Spies’ flyvninger, men da flyene også udlånes til andre flyselskaber i Thomas Cook-koncernen går det ikke også at give flyenes haleror det orange hjerte. Men et lille hjerte ved indgangsdørene og i kabinen er der blevet plads til.
United mest populær
Spies er en del af rejsekoncernen Thomas Cook, der har sit eget sportsrejsebureau – Thomas Cook Sport. Herigennem er Spies de sidste par måneder begyndt at sælge fodboldrejser til Premier League-kampe i England.
”Vi har sendt mere end 1.000 danskere afsted til engelsk fodbold til priser, som er langt lavere end danskerne er vant til. Vi er Nordens største arrangør af fodboldrejser,” siger Jan Vendelbo og afslører, at kampe med Manchester United og den danske målmand Anders Lindegaard er de absolut mest populære blandt de danske fodboldrejsende. Fire gange mere populært end kampe med Liverpool FC, hvor danske Daniel Agger spiller.
Sammen med den nye identitet lancerede Spies også den caribiske ø Aruba som en ny destination for de solhungrende i vintersæsonen 2013/2014.