Terminalbygningen i Aarhus Airport. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

Ny investor til Aarhus Airport er afsløret

Et nystiftet selskab, der har adresse hos en københavnsk advokatvirksomhed, er den kommende investor i Aarhus Airport. En amerikansk virksomhed fra Florida er den ultimative ejer.

Den nye hemmelige investor i Aarhus Airport er ikke længere hemmelig. Der er tale om Fairchild Denmark ApS, der blev etableret den 28. marts 2025 med adresse hos advokatvirksomheden Mazanti-Andersen i København.

Som direktør i Fairchild Denmark optræder Henrik Danielsen (korrekt navn er Hans-Henrik Danielsen, red.) fra Nykøbing Sjælland, der ifølge Erhvervsstyrelsens register siden 2007 har drevet konsulentvirksomheden Common Sense Consult som enkeltmandsvirksomhed og derudover er medlem af Egebjerg Menighedsråd og formand for Institut for Militær Analyse.

I en pressemeddelelse, som blandt andet TV2 Østjylland er i besiddelse af, fremgår det, at Fairchild Denmark har planer om at investere i udvikling af infrastrukturen i Aarhus Airport, og der peges især på områderne luftfragt og logistik, hvor Fairchild Denmark ApS angiveligt skulle være i dialog med flere aktører i området.

Amerikansk virksomhed står bag
Ifølge pressemeddelelsen fra Fairchild Denmark ApS er der sikret britisk og nordisk kapital samt kapital fra investeringsselskaber, pensionskasser og andre investorer.

Fairchild Denmark ApS er ejet af Florida-baserede Fairchild Aerospace Corporation, der kontrolleres af amerikanske Michael James Skellern, der gennem sin virksomhed er engageret i sikkerhed og udvikling af systemer indenfor luftfart og søfart, satellitteknologier samt arktisk sikkerhed.

I bestyrelsen for Fairchild Denmark ApS er udover Henrik Danielsen og Michael James Skellern også Henrik Fogh Rasmussen. Sidstnævnte er søn af tidligere statsminister og generalsekretær i NATO, Anders Fogh Rasmussen, og blev i 2010 amerikansk statsborger. 

Baggrund fra militæret
Den danske direktør og den amerikanske ejer har til fælles, at de begge har en baggrund fra militæret. Hans-Henrik Danielsen har været befalingsmand i 10 år i Forsvaret, mens Michael James Skellern er amerikansk krigsveteran.

Michael James Skellern er en iværksætter, der beskriver sig selv som værende i besiddelse af 45 års ledererfaring som leder af private og børsnoterede virksomheder.

Ifølge egne oplysninger på virksomhedens hjemmeside har han udviklet, fusioneret, opkøbt og drevet private og offentlige forsvars-, sikkerheds- og kommercielle virksomheder i 14 lande på tværs af USA, Europa, Mellemøsten og Asien-Stillehavet, inklusive organisationer med mere end 3.000 ansatte.

 

Relaterede artikler:

Aarhus Airport atter tæt på ny hemmelig investor

Aarhus Airport lover ny melding i nærmeste fremtid

Aarhus Airport: Vi forhandler med flere investorer