- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ny Kina-rute til Norden

Fra midten af oktober bliver det muligt at flyve direkte fra Norden til Zhengzhou i Kinas Henan-provins. Der bliver en ugentlig afgang med Boeing 787-9 Dreamliner.

Det kinesiske flyselskab Juneyao Air har trods coronakrisen mod på flere ruter til Norden. Selskabet åbnede den 28. juni sidste år en daglig rute mellem Shanghai og Helsinki, og nu er man klar med endnu en rute.

Således meddeler det ekspansive kinesiske flyselskab, at man vil  flyve en gang om ugen fra Zhengzhou til Helsinki fra den 12. oktober. Der flyves hver mandag kl. 01.55 fra Zhengzhou Xinzheng International Airport med ankomst i Helsinki Airport kl. 06.10 lokal tid. Herefter står flyet i den finske hovedstadslufthavn i 14 timer og 20 minutter, inden det kl. 20.30 returnerer til den kinesiske millionby i Henan-provinsen.

I øjeblikket flyver Juneyao Air hver lørdag mellem Shanghai og Helsinki, da frekvenserne på ruten blev reduceret som følge af COVID-19-pandemien. Dermed bliver det selskabets anden rute til Norden.

Allerede i slutningen af januar i år søgte Juneyao Air de civile luftfartsmyndigheder i Kina om tilladelse til at etablere en rute mellem Shanzhen og Helsinki med tre ugentlige afgange. Ruten skulle efter planen være startet op i november 2020, og om Zhengzhou-ruten er en erstatning for denne, er endnu uklart.


 
Ingen ruteforlængelser
Den eksisterende rute fra Shanghai til Helsinki havde Juneyao Air ellers planer om at forlænge fra foråret 2020. Således skulle der flyves videre fra Helsinki til henholdsvis Manchester, Reykjavik og Dublin i stedet for, at flyet stod ubenyttet i Helsinki det meste af dagen.

Det ville samtidig løse det kinesiske selskabs problem om manglende fødetrafik til og fra Helsinki Lufthavn, som Juneyao Air ikke havde sikret sig på forhånd, da man startede ruten op. Juneyao Air etablerede i første omgang en codeshare-aftale med Finnair, men den gav kun det kinesiske selskab adgang til at sætte sin HO-markedsføringskode på Finnairs indenrigsflyvninger fra Helsinki til Ivalo, Rovaniemi, Kemi, Kuopio og Oulu. En udvidelse af samarbejdet pågår dog løbende.

Helsinki Airport har tradition for at være velforsynet med ruter til Storkina. Udover ruterne fra Juneyao Air flyver Finnair i øjeblikket til Hongkong og Shanghai samt frem til den 18. oktober også til Nanjing. Fra både København og Stockholm tilbyder Air China flyvninger til Beijing, mens SAS vil genoptage flyvningerne fra København til Shanghai i slutningen af september.

 

Relaterede artikler:

Finnair klar til joint venture med kinesisk flyselskab

Ny Kina-rute kan være på vej til Helsinki

Nordisk Dreamliner-rute til Shanghai