SAS-piloter i cockpittet. (Arkivfoto)

Ny overenskomst for danske SAS-piloter

De danske SAS-piloter har accepteret en ny overenskomst, der er langt enklere end den gamle. Det lægger pres på de norske og svenske piloter om at gøre det samme.

SAS indgik tirsdag aften en ny, enkel overenskomst med Dansk Pilotforening (DPF) få timer før den eksisterende overenskomst udløb ved midnatstid. Den nye aftale betyder en gennemgribende forenkling, som blandt andet afspejles i, at aftalen kun omfatter lige under 40 sider i forhold til tidligere 238 sider.

I hovedtræk betyder aftalen, at SAS kan agere hurtigere på markedet og i højere grad tilpasse produktionen til sæsonvariationer. Samtidig sikrer aftalen tryghed i ansættelsen og en større påvirkning på arbejdslivet for den enkelte pilot i SAS. Den nye overenskomst er indgået for to år og træder i kraft fra i dag.

”Sammen med Dansk Pilotforening har vi i dag taget et stort skridt fremad og har indgået en overenskomst, der afspejler SAS og nutidens konkurrencesituation. Gennem en yderst konstruktiv dialog er vi nået frem til indholdet i den nye aftale, og det er værdifuldt. SAS har et fantastisk pilotkorps, som bidrager til, at vi kan levere et skarpt produkt til kunderne, og det skal vi værne om,” siger koncernchef Rickard Gustafson, SAS.

Ny og lys fremtid
I den anden lejr, hos piloterne, tøver formanden ikke med at kalde aftalen historisk.

”Forhandlingerne har været langstrakte og til tider intense, men hele tiden konstruktive og ført i en god tone. SAS har ønsket at fastholde den skandinaviske model med overenskomst på effektive og konkurrencedygtige vilkår. De krav er nødvendige og essentielle i fastholdelsen af vores skandinaviske arbejdspladser,” siger Niels Møller, formand for DPF og fortsætter:

”DPF har i forløbet værnet om vores kerneværdier, løn, pension og fritid, og med denne overenskomst kan vi nu tage et historisk første skridt frem imod en ny og lys fremtid for SAS.”

Bide til bolle
Aftalen omfatter cirka en tredjedel af alle piloter i SAS, og ambitionen er også at indgå nye overenskomster med de resterende tre pilotforeninger – to i Norge og en i Sverige.

SAS har siden efteråret 2014 haft en dialog med alle fire pilotforeninger omkring konkurrencesituationen i luftfart, og i februar blev der indledt konkrete forhandlinger med den målsætning at indgå nye overenskomster i henhold til den skandinaviske model.

Den danske pilotforening var først til at bide til bolle og indgå en aftale få timer før den gældende overenskomst udløb ved midnat. Og det lægger pres på de norske og svenske piloter om også at indgå en aftale.

SAS’ ambition er at indgå lignende aftaler med svensk pilotforening og to norske pilotforeninger, herunder også en fælles løsning for karriereveje på tværs af baserne i Norge, Sverige og Danmark. I det lægger blandt andet, at de norske og svenske piloter gerne vil sikre sig, at de også en dag kan blive forfremmet til langdistanceflyene – selvom hovedparten af de fly opererer fra København.