Sunclass Airlines er blevet enige med Flyvebranchens Personale Union (FPU) om en ny overenskomst for selskabets 169 piloter i Danmark, Norge og Finland frem til foråret 2027.
Endnu et flyselskab har landet en ny overenskomstaftale med Flyvebranchens Personale Union (FPU). I begyndelsen af det nye år har charterflyselskabet Jettime indgået en ny aftale med FPU for selskabets piloter, og derudover har konkurrenten Sunclass Airlines også blevet enige med FPU om en overenskomst for selskabets 169 piloter.
Ifølge FPU’s medlemsmedie Fagbladet Luftfart er overenskomsten blevet styrket, hvad angår medlemmernes løn, fritid og barsel.
“Vi er glade for at have forhandlet os frem til løn- og arbejdsforhold, som styrker piloternes arbejdsvilkår og kan være med til at fastholde og tiltrække flere piloter til Sunclass. I overenskomsten er der kommet nogle nødvendige opdateringer på flere forskellige områder, som afspejler moderne krav og forventninger,” siger Ken Petersen, formand for Viking Pilots Union til mediet.
Det har blandt andet været et fokusområde at gøre barselsreglerne mere tidssvarende, da balancen mellem arbejde og privatliv for piloter i børnefamilier ofte kan være udfordrende at håndtere.
Svensk overenskomst skal forhandles i foråret
Den nye overenskomst løber frem til marts 2027, således at Sunclass Airlines kender sine omkostninger på pilotområdet i de kommende 24 måneder, og det gælder for piloterne i både Danmark, Norge og Finland.
Derimod skal de svenske Sunclass-piloter først forhandle en nu overenskomst i løbet af foråret.
”Overenskomstforhandlingerne er kommet på plads i tæt og godt samarbejde mellem lokalforeningen og FPU, og på den måde har vi sammen været med til at sørge for konkurrencedygtige vilkår for vores piloter,” forklarer pilotformanden.
Ken Petersen kan i øvrigt som som formand for Viking Pilots Union glæde sig over, at samtlige piloter er organiserede.
Sunclass Airlines, der er en del af Nordic Leisure Travel Group (NLTG), der blandt andet omfatter rejsearrangørerne Spies og Ving, beskæftiger i alt 12 fly, hvoraf ni er Airbus A321ceo og A321neo, mens der er tre langdistancefly af typen Airbus A330, hvoraf to er de nyere A330-900neo.
Relaterede artikler:
Lander ny overenskomst for 130 Jettime-piloter