SAS har netop indført en ny prisstruktur til selskabets største europæiske destinationer. En række oneway-priser på de billigste klasser falder bort, men erstattes af returpriser med en rabat på op til 18 procent.
De allerbilligste SAS-billetter er tilgængelige som oneway og returpriser med de såkaldte klassekoder “O“ og “T“.
Herefter findes en række billettyper, der stadig hører under kategorien lavprisbilletter. Her er klassekoderne typisk V, L, K, U og Q og dækker over en række priser på Economy Class til de europæiske destinationer.
Disse billetter har hidtil været tilgængelige som one-way billetter, men det har SAS ændret per 8. juni i forbindelse med en omlægning af prisstrukturen til Frankfurt, Amsterdam, Bruxelles, London og Helsinki, der tilsammen repræsenterer nogle af de vigtigste europæiske destinationer.
Fremover vil der kun være returbilletter til rådighed på U, K, L og T-klasserne til Frankfurt, på O, L og V-klasserne til Amsterdam, Bruxelles og London samt på Q og L-klasserne til Helsinki.
Til gengæld tilbyder SAS en returrabat på op til 18 procent.
“Det er primært fritidsrejsende, der benytter disse pristyper til det vi kalder ‘European majors’, hvilket vil sige de store leisure-destinationer. Vi har blandt andet gjort det for at matche Lufthansas prisstruktur på Frankfurt-ruten og tror, at det er et produkt, der vil bide sig fast,“ siger Per Møller Jensen, der er Vice President, Brand, Marketing og EuroBonus hos SAS.
Samme begejstring er der ikke hos rejsebureauerne. Her pointeres det, at de ny pristyper indeholder en såkaldt “minimum stay“ regel, hvor den rejsende skal opholde sig minimum 3 dage eller natten mellem lørdag og søndag på destinationen for at opnå rabatten.
Det kan ofte give problemer, når man kombinerer de nye pristyper med andre priser, der ikke har krav om minimumophold. Det betyder, at rejsen ikke vil kunne ændres, hvis man ikke opfylder betingelserne for minimumsopholdet.
“Dette er en ‘open ended’ test, men vi har relativt gode mavefornemmelser, der peger i retning at et produkt, der vil bide sig fast,“konkluderer Per Møller Jensen.