- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Ny rute fra CPH til Rumæniens 12. største by

De fleste kender Bukarest, der er hovedstaden i Rumænien. Andre vil måske også nikke genkendende til rumænske byer som Iasi, Cluj-Napoca og Timisoara. Men herefter kniber det nok med den rumænske bygeografi.

Den 12. største by i Rumænien er Bacău med op imod 200.000 indbyggere. Byen ligger i det nordøstlige Rumænien for foden af Karpaterne, der er den største bjergkæde i Europa.

I det kommende sommertrafikprogram vil det rumænske lavprisflyselskab Blue Air åbne en helårsrute mellem Bacău og København. Ifølge CPH Traveller skal der flyves på tirsdage og lørdage med Boeing 737-800 med plads til 189 passagerer.

Blue Air har i forvejen en base i Bacău-George Enescu International Airport, der deles med det rumænske flyvevåben, hvor kampeskadrille 951 med MiG-21 jagere hører til.

Til København siden 2017
Blue Air er ikke et ukendt flyselskab i Københavns Lufthavn. Siden sommeren 2017 har selskabet fløjet mellem København og Bukarest, og i sommertrafikprogrammet 2018 havde selskabet også en rute mellem København og Torino, men denne rute blev sidenhen flyttet til Stockholm.

Selvom Blue Air er et lavprisflyselskab, så ligner det ikke selskaber som Ryanair, easyJet, Wizz Air og Norwegian, der har nogle af de yngste flyflåder i Europa. Blue Air har i stedet 23 Boeing 737-fly med en gennemsnitsalder på 22 år. Hele 11 af flyene er Boeing 737-300/400/500, der hører til Classic-varianterne, mens 12 fly er af typen Boeing 737-800, hvilket er NG-varianten med en gennemsnitsalder på 16 år.

Hovedbasen for Blue Air, der årligt transporterer flere end fem millioner passagerer, ligger i  Henri Coandă International Airport i Bukarest. Det rumænske lavprisflyselskab øvrige baser ligger – udover i Bacău – i Iasa, Larnaca og Torino.

 

Relaterede artikler:

Torino-rute flyttet fra København til Stockholm

Blue Air udpeger GSA i Danmark og Norge

Rumænere kommer til CPH