Ny SAS-kabine i luften på tirsdag

På tirsdag kan passagerer sætte sig til rette i det første SAS-langdistancefly med ny kabine

Sidder man med en billet til SAS-flyet SK909 fra København til New York Newark-lufthavnen på tirsdag, så kan man godt glæde sig ekstra meget. For så får man fornøjelsen af at blive de første betalende passagerer til at tage plads i de nye sæder, som SAS i de kommende år sætter ind i deres langdistancefly.

Det første langdistancefly med den nye kabine er et Airbus A330-fly med navnet Erik Viking. Han kommer senere i denne uge tilbage fra sit næsten tre måneder lange ophold hos SR Technics i Zürich. Her er de nye sæder på SAS Business, SAS Plus og SAS Go blevet monteret ligesom et nyt underholdningssystem er blevet installeret.

Mandag vises flyet frem for medierne og tirsdag er det så klar til at tørne ud og byde almindelige passagerer velkommen.

Til New York
CHECK-IN.dk var fornylig i Zürich og smugkiggede ind i den nye kabine, hvor de største nyheder er et underholdningssystem, hvor passagererne selv styrer filmstart og -stop, samt Business Class-sæder, der kan lægges helt vandret ned. De såkaldte lie-flat sæder, som har været standard hos mange andre flyselskaber gennem adskillige år.

Erik Viking kommer primært til at slå sine folder på SAS’ korte langdistancerute fra København til New York. Det næste Airbus A330-fly med ny kabine vil til marts blive sat ind på SAS-ruter fra Stockholm og Oslo til USA.

I alt syv af selskabets 12 Airbus A330 og Airbus A340 langdistancefly får nye kabiner. Et fly er leaset ind på en seksårig kontrakt og får derfor ikke nyt interiør. De sidste fire Airbus A340-fly skal efter planen udfases, når SAS senere i år får de første af i alt fire nye Airbus A330Enhanced-fly.

Nye Business Class-sæder bliver et af de store slagnumre i SAS’ nye langdistancekabiner. Foto: Andreas Krog.