Ny spansk destination med caribiske strande

Nu er det snart muligt at flyve på charterferie til fire af de seks Baleariske Øer. Seneste skud på stammen bliver Formentera, der ifølge Spies har Middelhavets svar på de caribiske strande.

“Mexico ligger i Spanien“ er titlen på den sang, som Nephew udgav i 2007. Det stemmer ikke helt med læren i geografi-timerne, men det gør det heller ikke, når Spies påstår, at der er caribiske strande på den spanske ø Formentera.

Den spanske ø, der tilhører ø-gruppen Balearerne, kommer nemlig med på charterrejsekortet i løbet af 2014, når Spies sætter destinationen på programmet. De fleste danskere kender Mallorca, Menorca og Ibiza, der er de tre største øer i provinsen og den selvstyrende region, der kaldes De Baleariske Øer. Men herudover er der tre mindre øer, henholdsvis Formentera, Cabrera og Conjera, og det er førstnævnte, som Spies vil sende danske turister til.

Formentera har ikke sin egen lufthavn, hvorfor det er nødvendigt at flyve til naboøen Ibiza, hvorfra der er en halv times sejltur til La Salvina på den nordlige del af øen. Hver lørdag fra den 10. maj vil Spies sende et charterfly afsted direkte fra København til Ibiza, hvorefter gæsterne eventuelt kan vælge at kombinere opholdet på de to øer eller vælge et ophold på Formentera, hvor der er væsentlig færre turister end på Mallorca og Ibiza.

Fire destinationer på Balearerne
Med 10.700 indbyggere har Formentera en overskuelig størrelse, og øen lokker med smuk natur og en afslappet stemning. Spies beskriver, at øen har kridhvide strande med krystalklart vand, der er Middelhavets svar på caribiske strande. De største strande findes på øens nordøstlige del ved Illetes og Llevant, men der er også mindre badevige tilgængelig ved Es Pujols, Cala Saona og Cala en Baster.

Det største turistområde på Formentea findes omkring Es Pujols, hvor Spies byder på tre forskellige hoteller.

Mallorca, der er den største baleariske ø har de fleste danske charterarrangører på programmet. Ibiza er indenfor rækkevidde med Spies, Star Tour og Sun Tours. Herudover har Star Tour hidtil har været eneste charterarrangør, der tilbyder Menorca som destination, men fra næste sommer vil Bravo Tours også tilbyde rejser til øen. Med Formentera som seneste nyhed bliver det således muligt for danskere at tage på charterferie til fire af de seks baleariske øer.