- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Nye anklager mod Boeing og flere MAX-aflysninger

Endnu en amerikansk myndighed indleder undersøgelser af Boeing. Fortsat usikkerhed om, hvornår MAX-flyveforbuddet bliver hævet, afføder flere aflysninger.

Som om det ikke var nok, at både de amerikanske flyvesikkerhedsmyndigheder og justitsministeriet har indledt undersøgelser af Boeing efter de to MAX-flystyrt, så har en tredje myndighed nu også rettet sit fokus på den amerikanske flyproducent.

Denne gang er det U.S. Securities and Exchange Commission (SEC), der bedst kan sammenlignes med finanstilsynet herhjemme, der har indledt en undersøgelse af Boeing, og denne gang drejer det sig om, hvorvidt flyproducenten har holdt sine aktionærer tilstrækkeligt informeret efter de to flystyrt. SEC kigger desuden på Boeings regnskaber for at afgøre, om tallene i tilstrækkelig grad tager højde for MAX-problemernes finansielle betydning for selskabet.

Undersøgelserne er ifølge nyhedsbureauet Bloomberg fortsat i den indledende fase, og det er derfor endnu for tidligt at sige, om undersøgelserne kan føre til sigtelser mod Boeing.

Ikke meget godt nyt for Boeing
I det hele taget er der ikke mange positive nyheder for Boeing for tiden. I torsdags mødtes den amerikanske flyvesikkerhedstjeneste, FAA, med over 30 andre internationale flyvesikkerhedsmyndigheder i Fort Worth i Texas. Eneste punkt på dagsordenen var Boeing 737 MAX og udsigten til at få re-certificeret flytypen.

Hvis Boeing og andre havde håbet på at komme nærmere en dato for re-certificeringen, blev de slemt skuffede. Før mødet blev FAA’s fungerende direktør, Dan Elwell, citeret for at sige, at det ”kommer til at tage den tid, det tager” før Boeings software-ændringer og reviderede pilottræning bliver godkendt. Til BBC sagde han endda, at hvis det tager op til ét år, ”er det sådan, det er.”

Og efter mødet blev omverdenen kun en smule klogere, da Dan Elwell sagde, at han ikke mente, at det var nødvendigt for flyselskaberne at lave flere ændringer i deres trafikprogrammer som følge af groundingen af MAX.

”Det kommer definitivt til at tage én måned, måske to. Det afhænger af, hvad vi finder i vores analyse af Boeings softwareopdatering, og vi er ret overbeviste om, at applikationen nu er i god form,” sagde Dan Elwell.

Ikke beroligende
De udmeldinger virkede dog langt fra beroligende på alle berørte flyselskaber, idet både American Airlines og Icelandair efter mødet udvidede antallet af MAX-aflysninger.

United Airlines har nu besluttet sig for at pille sine 14 MAX-fly ud af trafikprogrammet frem til 3. august, hvilket bringer selskabets samlede antal MAX-aflysninger op på over 3.000.

Icelandair har strakt fristen endnu længere, idet selskabet nu har besluttet at holde sine otte MAX-fly ude af programmet frem til 15. september. Icelandair har allerede leaset tre fly som erstatning for sine MAX, og det islandske selskab arbejder nu på at tilføje endnu en Boeing 767-300 på en korttidsaftale for at kunne dække de fleste huller i planen. Helt fylde hullet efter MAX kan Icelandair dog ikke, da man regner med, at den udbudte sædekapacitet fra midten af juli til midten af september ender med at blive fem procent lavere end oprindelig planlagt.

 

Relaterede links

Vil ombooke passagerer med MAX-flyskræk

Boeing klar med opdateret 737 MAX-software

MAX-flyveforbud koster flyselskab én milliard kroner