- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Nye choktal fra Københavns Lufthavn

CPH startede året ud med 174.970 rejsende i januar, der således var på niveau med juni sidste år. Ni ud af 10 passagerer er forsvundet, og det kan blive værre i februar.

I løbet af januar, hvor anden smittebølge af coronaepidemien stadig hærgede i Danmark, har passagertallet i Københavns Lufthavn fået endnu et dyk.

Den 7. januar skærpede de danske myndigheder rejsevejledningerne, så hele verden blev rød i stedet for orange. Samtidig blev der indført krav om en negativ test foretaget inden for 24 timer før flyafgangen til Danmark, og det har sat sine tydelige spor i passagertallet i den danske hovedstadslufthavn.

At der efterfølgende i februar er indført krav om test ved ankomst til Danmark efterfulgt at 10 dages karantæne, har godt og grundigt lagt en dæmper på rejsebehovet hos erhvervslivet, i de tilfælde, hvor det ikke har været tvingende nødvendigt at foretage flyrejser.

”Januar har på alle måder været en trist start på året i Københavns Lufthavn, og det ser om muligt endnu mere stille ud i februar, hvor der er nye rejserestriktioner med obligatorisk karantæne og coronatest for alle passagerer, der ankommer fra udlandet,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

Tilbage til juni-niveauet
Antallet af passagerer i januar måned var blot 174.970, hvilket svarer til 8,9 procent af de 1.963.426 passagerer, der benyttede CPH i samme måned sidste år, inden COVID-19 for alvor blev et begreb, som alle danskere måtte forholde sig til.

Der er således tale om et historisk lavt niveau, selvom april, maj og juni sidste år trods alt var på et noget lavere niveau. Men januar 2021 er den svageste måned siden sidste års nedlukning, der sluttede med 151.085 passagerer i juni.

Det er især den internationale flytrafik, der er hårdt ramt. Målt på antallet af operationer udgjorde indenrigsruterne 21 procent af trafikken i Københavns Lufthavn, og kigger man på passagertallet var det omkring 15 procent. Det er også årsagen til, at Aalborg og Bornholm er blandt de tre største destinationer fra CPH i øjeblikket.

To pas bliver løsningen
Trods en meget svag start på året, så er det alligevel muligt for Københavns Lufthavn at se lyset i mørket. Det handler om det nationale vaccinationsprogram, der skrider godt frem samt regeringens beslutning om at udvikle et coronapas.

I første omgang skal der udvikles et almindeligt printet pas til erhvervsrejsende, og sideløbende går man i gang med at udvikle et digitale pas til alle danskere. En løsning, der forventes at kunne være klar i løbet af tre til fire måneder, og dermed til den kommende sommertrafik.

”Fremtidens rejsende skal huske to pas – det rødbedefarvede og det digitale coronapas. Det vil skabe tryghed, så vi igen kan begynde at rejse på en sikker og forsvarlig måde uden at tage smitte med rundt i verden. Her er det dog afgørende, at man finder et format, der gør coronapasset gyldigt og gangbart internationalt,” understreger Peter Krogsgaard.

 

Relaterede artikler:

CPH tabte 50 års trafikfremgang på blot 10 måneder

Under 200.000 passagerer i CPH i november

CPH lukker 40 procent af lufthavnen indtil 2022