Nye langdistanceproblemer får SAS til at leje vikarfly igen

Et check af et af SAS’ langdistancefly trækker ud. Det betyder, at SAS for anden gang på to uger er nødt til at leje en Boeing 777 til at vikariere. Det er sjette gang denne sommer, at SAS har langdistanceproblemer.

Et større såkaldt C-check af et Airbus A340-fly trækker ud og derfor har SAS set sig nødsaget til at leje et fly ind udefra til at vikariere på ruten mellem København og Washington i den kommende weekend. Dermed undgår SAS at skulle aflyse afgange.

Det er sjette gang denne sommer at der kommer grus i SAS’ langdistancemaskineri. En defekt brændstofpumpe, havarier med passagerbroer og bagagevogne samt en defekt motor har siden midten af juli plaget SAS’ flåde af i alt 11 Airbus A340 og A330 langdistancefly. Det har betydet mange aflyste og forsinkede fly midt i højsæsonen.

For 14 dage siden kulminerede problemerne, da to af de 11 fly måtte tages ud af produktion for at blive repareret. Derfor lejede SAS et Boeing 777-fly fra Euro Atlantic ind som vikar. Det er det fly, som SAS har valgt at trække på igen i den kommende weekend mens selskabets eget fly bliver færdig med sit check på et værksted i Madrid.

”Det kommer til at tage lidt længere tid i Madrid, og derfor indlejer vi et fly i weekenden. Det er samme setup som sidst, som er blevet evalueret og vurderet til stort set at møde vores standarder. Euro Atlantic leverer god punktlighed og et godt inflight produkt,” forklarer Trine Kromann-Mikkelsen, pressechef i SAS.

Det indlejede fly er indrettet i en version med 30 sæder på Business Class og 293 sæder på Economy Class. SAS’ Airbus A340-fly har 45 sæder på Business Class, 28 sæder på Economy Extra og 171 sæder på Economy Class.

De aktuelle udfordringer kommer kun få dage efter at et andet langdistancefly fik motorproblemer i New York. Det betød at en flyvning fra New York til Oslo tirsdag og en returflyvning onsdag måtte aflyses mens SAS fik repareret den defekte motor.

Punge ud
SAS problemfyldte sommer startede i slutningen af juni, hvor et fly blev pillet ud af produktion i over en uge på grund af en brændstoflækage. Få dage efter skubbede en orkan et andet langdistancefly ind i en passagerbro i Chicago. Og netop da det fly var kommet på vingerne igen, stødte et andet fly ind i en passagerbro. Denne gang i Washington.

For at minimere påvirkningerne på ruteprogrammet skaffede SAS en Boeing 777 til at agere vikarfly i tre dage. Og mens vikaren tog en tørn indtraf et nyt uheld på jorden i Chicago’s O’Hare lufthavn, da en bagagevogn kørte ind i et fly.

Det var det fly, som efter endt reparation blev sendt til et planlagt større check i Madrid. Det arbejde er forsinket og derfor må SAS nu punge ud til et vikarfly for ikke igen at skulle aflyse afgange.

Flyet er 14 år gammelt og blev leveret til Singapore Airlines tilbage i 1998. Herefter har det været beskæftiget hos Biman Bangladesh Airlines og Air Madagascar, inden det er endt som charterfly hos Euro Atlantic Airways i Portugal.

Læs også:

Nye problemer for SAS’ langdistancefly

Uheldig weekend for SAS’ langdistanceflåde

SAS indsætter Boeing 777 som reservefly

Skadet fly i Chicago skaber problemer for SAS