Nye oversøiske Air France-ruter

Minneapolis i USA og Malaysias hovedstad Kuala Lumpur er nye destinationer på Air France-rutekortet fra sommertrafikprogrammet næste år.

Selvom Air France i øjeblikket er i gang med at gennemføre den omfattende strategi- og spareplan “Transform 2015“ forhindrer det ikke det franske luftfartsselskab i at være ekspansiv i rutenetværket.

Således vil Air France i sommertrafikprogrammet 2013 åbne to nye oversøsiske ruter. I USA får selskabet den 11. destination, når Minneapolis-St. Paul i staten Minnesota fra den 21. maj næste år skal betjenes fra Paris-Charles de Gaulle Airport.

Den nye nordamerikanske destination bliver i første omgang en sæsonrute i sommerhalvåret. Der flyves fem gange om ugen fra den 21. maj til den 16. juni, hvorefter der frem til den 1. september flyves dagligt.

Air France vil benytte fly af typen Airbus A340 med plads til i alt 275 passagerer. Konfigurationen vil være tre serviceklasser, henholdsvis 30 sæder i Business Class, 21 sæder i Premium Economy og 224 sæder på Economy Class.

Natflyvninger til Malaysia
Det er ikke kun rejsende til og fra Nordamerika, der får glæde af en ny Air France-rute. Mandag den 22. april 2013 vil Air France indlede beflyvningen af Malaysias hovedstad Kuala Lumpur.

Der flyves tre gange ugentligt med et Boeing 777-200 fly, der i en fireklasses version har plads til 247 passagerer. Fordelingen er fire sæder på La Première, 49 sæder på Business Class, 24 i Premium Economy, mens 170 sæder er på Economy Class.

Kuala Lumpur bliver den 15. destination i Asien betjent af det franske luftfartsselskab. I forvejen flyver Air France og KLM samlet 205 gange om ugen mellem lufthavnene i Paris og Amsterdam til destinationer i Asien.

Der er endnu ingen detaljer om fartplanen på den nye rute til Malaysia, men Air France planlægger at gennemføre operationerne som natflyvninger. Billetsalget til ruten starter først den 9. november.

“Med disse to nye ruter tilbyder Air France sine kunder et større udbud og flere rutemuligheder udover de eksisterendetilbudfra KLM og Delta. Med et endnu mere omfattende netværk har vi en klar ambition om at skabe det bedste udbud og skabe forbindelse mellem de økonomiske centre i Nordamerika og Sydøstasien,“ siger koncernchef Alexandre de Juniac i en pressemeddelelse.