Nye SAS-kabiner får baghjul fra starten

Flere konkurrenter har allerede i dag et bedre produkt end den kabineindretning, som SAS indfører på de første langdistancefly i starten af 2015.

Når SAS i starten af næste år har premiere på sin nye kabineindretning af Airbus A330 og A340-flåden, så vil det uden tvivl være et stort fremskridt sammenlignet med selskabets nuværende langdistancekabiner, som ikke har været moderniseret siden selskabet modtog de første fly for knap 14 år siden.

Men endnu inden stewardesserne har budt passagererne velkommen ombord i det første fly med den nye indretning, er SAS bagefter i forhold til flere af konkurrenterne. For SAS’ nye produkt er på flere centrale punkter dårligere end det konkurrenterne allerede i dag tilbyder. Det viser en stikprøveundersøgelse foretaget af CHECK-IN.dk, hvor vi har sammenlignet SAS’ nye langdistanceprodukt med hvad Finnair, KLM og Qatar Airways kan tilbyde. De tre selskaber er tilfældigt udvalgt blandt SAS’ nærmeste konkurrenter.

Får fortsat baghjul
På business class kan SAS-passagererne se frem til ”lie flat”-sæder, der kan lægges helt vandret ned. Noget som er standard hos mange af konkurrenterne i dag. Når man gerne vil sove, så gør det en forbavsende stor forskel om sædet ligger helt vandret eller om det kun kan lægges ned i en vinkel på 170 grader.

Men selvom SAS kommer op og kan matche konkurrenterne, så får de dog fortsat baghjul når det kommer til længden af sengene. For hvor SAS’ nye business class-sæde kan blive til en 196 centimeter lang seng, så kan Finnair på sine Airbus A330-fly tilbyde 200 centimeter. KLM tilbyder 207 centimeter i sine langdistancefly med den nyeste indretning. Og Qatar Airways har 203 centimeter i blandt andet de Boeing 787 Dreamliner-fly som selskabet anvender på sine ruter fra Doha til de tre skandinaviske hovedstæder.

Et meget synligt skridt fremad med de nye SAS-kabiner bliver med hensyn til tv-skærmene. Her vil passagererne på business class fremover kunne se film og meget andet på en 15-tommer stor skærm. Og det glæder mange sig sikkert til. Men også her er man allerede fra starten bag efter konkurrenterne. Således har både KLM og Qatar Airways i dag 17-tommer skærme.

Overgår KLM
Går man længere ned i den nye SAS-kabine, så bliver selskabet en anelse bedre til at matche konkurrenterne. På SAS Plus overgår man faktisk KLM’s Economy Comfort-produkt, når det kommer til benplads. For mens SAS-passagererne får 37-38 tommers benplads, så må de rejsende med det hollandske flyselskab tage til takke med 35 tommer.

Der hvor det nye SAS-produkt umiddelbart står stærkest over for konkurrenterne, er bagerst i flyet på economy class, som SAS kalder SAS Go. Her vil man i de nyindrettede fly få op til 32 tommers benplads, mens KLM og Qatar Airways kun tilbyder 31 tommer og Finnair spiller lige op med SAS med 32 tommer.

Stikke af
På ét punkt kommer SAS faktisk til at stikke af fra de fleste af konkurrenterne. Det bliver nemlig muligt at komme på internettet fra alle steder i flyet. En service som kun et af de tre andre selskaber kan matche. Det er Qatar Airways, men ombord på de Boeing 787 Dreamliner-fly som selskabet anvender til København. Ikke ombord på selskabets øvrige langdistancefly.

Syv ud af SAS’ nuværende 12 Airbus-langdistancefly får de nye kabiner. Desuden får SAS fra slutningen af 2015 fire nye Airbus A330 Enhanced-fly, som bliver født med den nye indretning. De fire nye fly skal efter planen erstatte fire af de fem fly, som ikke får nye kabiner. Det femte fly er det særlige reservefly, som SAS har leaset i en periode på seks år og som tidligere har været anvendt af chilenske LAN Chile. Det beholder den kabineindretning, som det havde, da SAS modtog flyet tidligere i år.

I 2018 modtager SAS de første af i alt otte eksemplarer af den helt nye Airbus A350XWB. Fly som også fra starten vil have den nye kabineindretning.