Nyt charterselskab satser på Tyrkiet

Et nyt selskab blander sig i kampen om de danske ferierejsende. Det er charterselskabet Detur, der går ind i Danmark efter flere år i Norge og Sverige. Selskabet satser målrettet på vækstrejsemålet Tyrkiet, hvor 2010 satte rekord med 314.000 danske turister.

Rejser til Tyrkiet er mere populære end nogensinde. Alene i 2010 rejste 314.446 danske feriegæster til Tyrkiet, hvilket var ny rekord.

Det voksende marked tiltrækker nu en ny aktør til Danmark. Det er charterselskabet Detur, der vil tage kampen op med de eksisterende udbydere af ferierejser til Tyrkiet.

En helt ny spiller kan traditionelt have vanskeligt ved at trænge ind på markedet, men Detur-koncernen trækker på erfaringer fra de øvrige nordiske lande. Siden 1998 har Detur-koncernen skabt sig en stærk position i Sverige, Norge og Finland med rejser til især Tyrkiet. Og nu er turen altså kommet til Danmark, som selskabet har store forventninger til.

Detur, der netop har etableret sig i Danmark med permanent kontor og salgsorganisation, satser på det danske marked med charterrejser fra København og Billund.

Selskabet sendte sidste år mere end 130.000 gæster fra Sverige, Norge og Finland til destinationer i Tyrkiet, Tunesien og Egypten og anser sig selv som en af de ledende rejsearrangører til Tyrkiet fra Finland og Sverige.

”Tyrkiet bliver et stadig mere populært rejsemål blandt danskerne, og derfor ser vi gode muligheder for at bygge videre på den succes, som vi oplever i de andre nordiske lande. Vi er kommet til Danmark for at blive,” forklarer supervisor Niels Kiel Nielsen fra Detur Danmark ApS.

Detur tilbyder fra 1. maj rejser fra København og Billund til Antalya, Belek, Kemer, Side og Alanya. Alle pakkerejser er inklusive fly, hotel, bustransfer, mad på flyet og danske guider.

”Vi lægger stor vægt på at give kunderne mest muligt for pengene. På den baggrund har vi fået mange stamkunder i Norden,” siger Niels Kiel Nielsen.

Rejserne til Tyrkiet foregår med Corendon Airlines Boeing 737-fly med en gennemsnitsalder på blot fem år.

Detur, der er medlem Rejsegarantifonden og foreningen Rejsearrangører i Danmark, har store forventninger til det danske marked og planlægger allerede fra næste sæson at udvide med flere destinationer i Tyrkiet, mens også Tunesien og Egypten også kan blive en del af programmet.

”Vi er overbevist om, at vi kan få succes i Danmark i takt med, at danskerne lærer os at kende som et bureau, hvor kunderne får det, de forventer, og gerne lidt ekstra. Men vi er samtidig tålmodige og indstillet på, at det tager tid at etablere sig på et nyt marked,” siger Niels Kiel Nielsen.

Detur startede oprindeligt som turoperatør i Tyrkiet i 1993 og blev i 1998 etableret i Finland med selvstændigt datterselskab. Siden fulgte selskaber i Norge og Sverige og nu altså også Danmark. Koncernens samlede omsætning var i 2009 på over 350 millioner kroner.