- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Nyt islandsk flyselskab ser fordel i coronakrise

Blot få måneder efter, at det islandske lavprisselskab WOW air var gået konkurs i marts sidste år, begyndte en række tidligere medarbejdere i selskabet at arbejde på at etablere et nyt flyselskab, og i november sidste år kunne de så præsentere det nye islandske lavprisflyselskab PLAY.

Det nye selskab ville i første omgang flyve til seks destinationer fra Keflavik International Airport – heriblandt til København. Selskabet ville ifølge de oprindelige planer sende de første to Airbus A321 på vingerne i løbet af vinteren og fra maj i år beskæftige i alt seks A321-fly.

Planerne blev dog forsinket, og i marts satte coronapandemien så et pludseligt stop for det meste af luftfarten ikke bare i Island, men i hele verden.

Ikke tynget af gæld
Coronakrisen har dog ikke slået initiativtagerne til det nye flyselskab ud. De ser tværtimod krisen som lidt af en mulighed for et nyetableret flyselskab. Det skriver Bloomberg News på baggrund af et interview med PLAY’s koncernchef Arnar Már Magnusson.

Arnar Magnusson siger til det amerikanske businessmedie, at coronasituationen giver muligheder for et selskab, der er fri for den gældsbyrde, som andre flyselskaber kæmper med som følge af coronakrisen.

Som et nystiftet selskab er PLAY heller ikke belastet af at have en flyflåde eller medarbejderstab, som er for stor i forhold til en situation med lavere efterspørgsel, siger koncernchefen.

”Der blev lavet fejl i Wow Air, som kostede selskabet, men virksomheden gjorde det meget godt i en periode. Vi har set meget på dets opsætning i 2015 og 2016, hvor flåden og operationen var enkel,” siger Arnar Már Magnússon, der først var pilot og siden driftsdirektør i WOW Air.

PLAY har foreløbigt 36 medarbejdere, og 10 af selskabets 12 ledende medarbejdere har en fortid i WOW air.

Vil starte med et enkelt fly
PLAY havde oprindeligt planer om at have otte A321-fly inden udgangen af 2020 og 10 fly i 2021. Nu planlægger selskabet i stedet at starte forsigtigt op med et enkelt fly i løbet af efteråret, hvorefter flåden gradvist kan blive forøget i forhold til behovet.

Selskabet planlægger at operere nye eller næsten nye fly fra Airbus’ A320-serien, hvilket ligner det oprindelige set-up i WOW Air, da selskabet kun fløj på europæiske destinationer. Først senere tilføjede selskabet amerikanske destinationer som Boston og New York og investerede i Airbus A330-langdistancefly.

PLAY har til gengæld ingen planer om at investere i widebody-fly, da det ifølge koncernchefen ville føre til for høje omkostninger og gøre selskabet mindre fleksibelt.

Efterspørgsel vil vende tilbage
Arnar Már Magnússon er trods luftfartens udfordringer med coronakrisen overbevist om, at efterspørgslen på flyrejser nok skal vende tilbage.

”Hvis vi ser på andre chok som 9/11, er efterspørgslen altid kommet igen og fortsat med at vokse. Markedet vil vende tilbage, og vi vil være klar, når det sker,” siger han til Bloomberg News.

 

Relaterede artikler:

Forsinket løn til ansatte i nyt islandsk flyselskab

Nyt islandsk lavprisflyselskab skal hedde PLAY

Nyt lavprisflyselskab vil flyve til København