- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Nyt servicekoncept på Lufthansas europæiske økonomiklasse

Fra foråret 2021 indfører Lufthansa-koncernen et nyt servicekoncept på økonomiklasse, hvor der er større fokus på kvalitet. Snacks og sandwichs vil ikke længere være gratis.

Lufthansa-koncernen lancerer et nyt koncept med mad og drikkevarer på tværs af tre flyselskaber.

Der er tale om Lufthansa, SWISS og Austrian Airlines, der fra foråret 2021 vil overgå til et nyt servicekoncept på økonomiklasse på selskabernes kort- og mellemdistanceflyvninger. Lufthansa-koncernen oplyser, at kunderne om bord vil kunne købe et bredt udvalg af mad og drikkevarer af høj kvalitet.

Luftfartskoncernen vil implementere høj kvalitetsstandard i det nye sortiment lige fra produktvalg til præsentation i flyet. Det nye koncept indebærer også mere bæredygtighed ved at bruge miljøvenlige produkter og emballage. Herudover vil koncernen reducere madspil ved at tilpasse produktionen.

”Vores nuværende snackservice i Economy Class opfylder ikke altid vores gæsters forventninger. Den nye service blev udviklet på baggrund af feedback fra vores kunder. Med det tilbud, der er tilgængeligt af høj kvalitet ved køb, kan vores passagerer beslutte, hvad de vil spise og drikke på deres rejse,” siger Christina Foerster, IT- og kundedirektør i Lufthansa-koncernen.

Gratis snack forsvinder
Udvalget af mad og drikkevarer vil være tilgængeligt i forskellige former hos Lufthansa, SWISS og Austrian Airlines. Der vil blandt andet være et regionalt præg over nogle af menukortene. Generelt set vil der være fokus på at levere friske produkter.

Det nye servicekoncept hos de tre Lufthansa-selskaber betyder, at den gratis snack, der har været standard hidtil, udgår i fremtiden. Det vil dermed stadig være muligt at få serveret blandt andet gratis vand, kaffe og te.

Hidtil har Lufthansa-koncernen haft det koncept, at der ikke serveres drikkevarer på flyvninger under 50 minutter. På flyvninger længere end dette bliver der serveret en gratis flaske vand, mens der serveres kaffe og te på flyvninger længere end 65 minutter. Tager flyveturen mere end to timer, er der mulighed for at få andre drikkevarer.

Det nye Lufthansa-produkt på økonomiklasse på de korte til mellemlange flyvninger introduceres i faser fra foråret 2021. Austrian Airlines indleder efterfulgt af SWISS og Lufthansa. De enkelte flyselskaber vil i de kommende måneder selv afsløre det konkrete indhold i de nye menuer.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa ser hub-strategi som en fordel

Lufthansa klar med coronafri flyvninger fra Hamborg

Lufthansa tester én procent af passagerer COVID-19-positive