Kasper Ibsen Beck, kommunikationschef hos Arla Foods. (Foto: @kasperbeck | Twitter)

Østjysk erhvervsliv vil have én storlufthavn

Hovedparten af de rejsende medarbejdere hos Arla Foods benytter Billund Lufthavn, men mere af nød en af lyst, siger kommunikationschef Kasper Ibsen Beck.

Siden Aarhus Lufthavn (daværende Tirstrup Lufthavn, red.) blev etableret af den tyske besættelsesmagt i 1944-45 i Stabrand nær Kolind på Djursland, har lufthavnens placering været genstand for debat.

Sådan har det været i mere end 70 år, og sådan vil det fortsætte, så længe at Danmarks næststørste by ikke har sin egen lufthavn. Derfor var det heller ikke nogen overraskelse af debatten kom op igen på torsdagens dialogmøde i Erhverv Aarhus, hvor koncerndirektør Lars Sandahl Sørensen fra SAS præsenterede den nye satsning i Aarhus Lufthavn for det østjyske erhvervsliv.

Efter at Aarhus Kommune forgæves havde forsøgt at få opbakning i regeringen og hos EU til at etablere en ny storlufthavn ved Aarhus, troede mange ellers, at debatten ville dø. Aarhus Lufthavn har i hvert fald gjort meget for at signalere, at der nu er sikret ro om lufthavnens fremtid, hvilket skulle være årsagen til, at flyselskaberne i stigende omfang viser interesse for den østjyske lufthavn.

Men SAS-koncerndirektøren var med til at sætte debatten om lufthavnsplaceringen i gang ved drillende at spørge Aarhus Kommunes repræsentant på dialogmødet, om det ikke var muligt at få den nye letbane til at køre ud til lufthavnen, når man nu endelig havde fået den til at køre.

Holding til luftfart og infrastruktur
En af de erhvervsfolk der oftest lufter sine synspunkter i forhold til den jyske lufthavnsforsyning er kommunikationschef Kasper Ibsen Beck fra Arla Foods, der er Nordeuropas største mejerikoncern med hovedkontor i Viby i udkanten af Aarhus.

Kasper Ibsen Beck var en af paneldeltagerne ved torsdagens dialogmøde arrangeret af Erhverv Aarhus, og han var glad for den nye SAS-offensiv i Aarhus Lufthavn.

“Vi har hos Arla Foods en holdning til luftfart og infrastruktur i Danmark. Det er dejligt, at Aarhus Lufthavn ikke længere ligner en nedlagt lagerhal fra Østeuropa, og vi har brug for flyselskaber, der tør holde ved,” lød det fra kommunikationschefen.

Det er velkendt, at Arla Foods gennem mange år har været den suverænt største kunde på Sun-Air´s flyvninger fra Aarhus Lufthavn til Stockholm-Bromma og Gøteborg-Landvetter, og nu får mejerikoncernen snart også mulighed for at vælge SAS, når de rejsende skal frem og tilbage til Stockholm, hvor Arla Foods har en stor afdeling.

Bruger Billund af nød
Arla Foods benytter både Aarhus Lufthavn, Billund Lufthavn og af og til Hamborg Lufthavn, når koncernens medarbejdere skal på rejse i udlandet, og mejerikoncernen så hellere, at der var én stor vestdansk lufthavn, hvorfra rejserne kan udgå.

“Der er brug for én stor jysk lufthavn i stedet for tre lufthavne, der kæmper mod hinanden. Tre lufthavne, der er etableret på meget forskelligt grundlag. Det er vi ærgerlig over som virksomhed. Vi har brug for tilgængelighed ind og ud af Danmark og Aarhus-området,” sagde Kasper Ibsen Beck.

Hvorvidt grundlaget for dette kan sikres med en styrket Aarhus Lufthavn, kan være svært at få øje på. Kritisk masse bliver der formentlig ikke skabt, når SAS inden længe eksempelvis vil flyve samlet op til seks gange om dagen til Oslo fra henholdvis Billund, Aarhus og Aalborg. Det vil næppe sikre de ruter og frekvenser, som det jyske erhvervsliv efterspørger.

Men hos Arla Foods støtter man ubetinget de nye muligheder, der byder sig i Aarhus Lufthavn.

“Lufthavnsbetjeningen er ikke optimal i det jyske. Vi sender langt flere medarbejdere ud og ind af Billund Lufthavn i øjeblikket. Det gør vi mere af nød end af lyst. Vi er ‘behind you’, for det er vigtigt for os, at der satses på Aarhus Lufthavn,” understregede kommunikationschefen på dialogmødet.

 

Relaterede artikler:

Boldsen: Erhvervslivet ønsker Oslo og Stockholm

Sun-Air: Mangler samspil med Aarhus Lufthavn

Syv SAS-ruter fra Aarhus Lufthavn

Jet Time-krise koster Aarhus-rute livet

SAS åbner rute fra Aarhus til Stockholm