- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Officielt: Lufthansa henter A380 tilbage i flåden

I sommeren 2023 vil Lufthansa tage de pensionerede Airbus A380 dobbeltdækkerfly tilbage i flåden. Otte af flyene har siden foråret 2020 været langtidsparkeret i Europas største flykirkegård i Spanien.

På IATA’s årsmøde i sidste uge i Doha kunne Lufthansas koncernchef Carsten Spohr afsløre, at selskabet konkret overvejer at hente Airbus A380’erne tilbage i flåden, da forsinkelsen af Boeing 777X har skabt et behov for flere langdistancefly i flåden, idet efterspørgslen er højere end forventet efter coronapandemien.

Det hed sig, at Lufthansa ville kommunikere en endelig beslutning i løbet af juli, men så længe skulle der ikke gå. Lufthansa oplyser nu, at kæmpeflyet vender tilbage i flåden i sommertrafikprogrammet 2023.

Lufthansa har dog endnu ikke besluttet, hvor mange af de tilbageværende otte A380’ere, der skal tilbage i drift, eller på hvilke ruter de skal indsættes. Samtlige 14 Airbus A380 har siden foråret 2020 været langtidsparkeret i lufthavne i Spanien og Frankrig. Otte fly står i Teruel Airport i Spanien, mens seks fly, der ellerede er solgt, befinder sig i Tarbes Lourdes Pyrénées Airport 

Flyene er i Lufthansa-versionen indrettet med plads til 509 passagerer i en fireklasses-version. Der er otte sæder på First Class og 78 i Business Class-sektionen. I Premium Economy er der plads til 52 passagerer, og i Economy er der i alt 371 sæder.

Mange flyselskaber har hentet A380 tilbage
Blandt de tidligere Airbus A380-operatører har Air France og Malaysia Airlines definitivt besluttet, at de store dobbeltdækkerfly ikke vender tilbage til flåden. Det samme er tilfældet for den portugisiske wetlease-operatør Hifly.

Herudover er der ikke truffet endelig beslutning hos Etihad Airways og Thai Airways om fremtiden for Airbus A380.

Emirates er stadig den suverænt største operatør af A380, og sammen med All Nippon Airways, Asiana, British Airways, China Southern, Korean Air, Singapore Airlines og Qantas Airways, er Dubai-selskabet blandt de selskaber, der benytter A380. Det gør Qatar Airways også, men det er kun midlertidigt på grund af forsinkede leverancer af andre flytyper.

Airbus A380, der er verdens største passagerfly, debuterede den 25. oktober 2007 hos Singapore Airlines. Der er fremstillet i alt 254 fly inklusive de tre fly, der blev brugt til test og certificering. Den 16 december 2021 blev den allersidste A380 leveret til Emirates og markerede dermed afslutningen på epoken med det store firemotorers kæmpefly.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa tæt på beslutning om A380

Lufthansa overvejer at pensionere alle Airbus A380

Lufthansa sælger A380’ere – og køber nye langdistancefly