Brasilianske TAM forlader næste år Star Alliance for at slutte sig til sit søsterselskab i oneworld-alliancen.
Verdens største luftfartsalliance, Star Alliance, må i starten af næste år vinke farvel til et af sine knap 30 medlemmer. Alliancen, som blandt andet har SAS, Lufthansa og United som medlemmer, mister nemlig brasilianske TAM til rivalerne i oneworld-alliancen, hvor blandt andet Finnair, British Airways, Iberia og American Airlines er medlem.
TAM fusionerede i 2012 med chilenske LAN i den nye LATAM-koncern, hvor selskaberne dog flyver videre som selvstændige enheder. LAN og dets datterselskaber LAN Argentina, LAN Ecuador og LAN Peru er medlemmer af oneworld. Med TAM ind i oneworld følger også LAN Colombia. Dermed vil alle LATAM-selskaber være under samme alliance-tag.
TAM flyver til 60 destinationer i 16 lande i Latinamerika, USA og Europa, med en flåde på 161 fly og har over 800 afgange dagligt. 37,7 million passagerer rejste med TAM i 2011. Optagelsen af TAM vil tilføre oneworld 35 nye destinationer.
LAN Colombia flyver til 23 destinationer i tre lande med en flåde på 20 fly og opererer 113 afgange om dagen. Det vil tilføje 18 destinationer i Colombia til oneworld netværket.
Fra 7 til 42
Fire af oneworlds nuværende medlemmer – American Airlines, British Airways, Iberia og LAN – flyver i øjeblikket til syv destinationer i Brasilien. TAM vil udvide alliancens dækning af Brasilien, en af verdens hurtigst voksende økonomier, til 42 destinationer.
Tre af alliancens eksisterende medlemmer – American, Iberia og LAN – flyver til tre destinationer i Colombia. LAN Colombia vil forlænge alliancens dækning af landet til 21 lufthavne.
3.300 fly
Inden længe forventes oneworld-alliancen at blive yderligere forstærket. Det sker når US Airways, som led i fusionen med American Airlines, forlader Star Alliance og bliver en del af American Arilines – der som nævnt er et af de ledende medlemmer af alliancen. Når TAM siger farvel og tak står Star Alliance i Sydamerika tilbage med Avianca og Taca Airlines suppleret af mellemamerikanske Copa Airlines. Hos Skyteam har man i Sydamerika kun Aerolineas Argentinas som medlem suppleret af AeroMexico i Mellemamerika.
Med tilføjelsen af TAM og LAN Colombia til oneworld, plus de annoncerede tilgange af Qatar Airways og SriLankan i det kommende år, og den planlagte fusion mellem American Airlines og US Airways, vil oneworld netværket vokse til mere end 950 destinationer i næsten 160 lande, der betjenes af en samlet flåde på cirka 3.300 fly, der opererer omkring 13.000 daglige afgange, der transporterer 480 millioner passagerer om året, og generere en årlig omsætning på ca US $ 140 mia.