Airbus A321-200 fra det sydkoreanske flyselskab Asiana. (Foto: byeangel, CC 2.0)

Star Alliance svækkes igen: Asiana siger farvel

Det sydkoreanske flyselskab Asiana forlader luftfartsalliancen Star Alliance i slutningen af 2026, hvorefter selskabet vil blive endeligt integreret i SkyTeam-selskabet Korean Air.

Efter 23 års medlemskab er det snart slut med Asiana Airlines som en del af Star Alliance, der er en af de tre store globale luftfartsalliancer.

Således oplyser Star Alliance, at det sydkoreanske flyselskab med base i Seouls Incheon-lufthavn formelt forlader alliancen 16. december 2026, hvorefter der vil 25 medlemmer tilbage i alliancen.

’Siden Asiana Airlines blev en del af Star Alliance i 2003, har selskabet spillet en værdifuld rolle i at levere problemfri kundeoplevelser på tværs af netværket. På vegne af alle medlemsflyselskaber takker Star Alliance Asiana Airlines og dets medarbejdere for at bidrage til den exceptionelle kundeoplevelse, som alliancen er kendt for verden over,’ lyder det fra Star Alliance.

Tæt samarbejde frem til afsked
Star Alliance oplyser, at den fortsat vil arbejde tæt sammen med Asiana i tiden op til, at flyselskabet forlader alliancen, for at sikre en problemfri oplevelse for kunderne.

’Kunder, der er tilmeldt et af Star Alliance-medlemsflyselskabernes bonusprogram, kan fortsat optjene miles på Asiana Airlines-opererede flyvninger med afgang 15. oktober 2026 eller tidligere,’ oplyser Star Alliance.

Kunder vil fortsat blandt andet kunne indløse miles til Star Alliance-bonusbilletter og -opgraderinger hos Asiana for rejser, der gennemføres frem til 16. december 2026.

Efter Asianas farvel til Star Alliance vil 14 medlemmer af alliancen fortsat flyve til og fra Incheon-lufthavnen i Seoul – herunder Air Canada, Air China, Air India, Air New Zealand, EVA Air, Ethiopian Airlines, Lufthansa, LOT Polish Airlines, Swiss, Singapore Airlines, Shenzhen Airlines, Thai Airways, Turkish Airlines og United Airlines.

SAS forlod Star Alliance i 2024
Med Asianas kommende farvel til Star Alliance mister alliancen altså et medlem, der blev indlemmet i marts 2003. Asiana var ikke stifter af Star Alliancen, men selskabet var et af de tidlige medlemmer.

Asiana forlader imidlertid alliancen, eftersom selskabet fra 17. december 2026 bliver endeligt en del af SkyTeam-selskabet Korean Air, der har opkøbt Asiana for at skabe én stor sydkoreansk luftfartsgigant. Det er planen, at Asiana også skal blive medlem af SkyTeam.

Det er kun to år siden, at Star Alliance også mistede et langvarigt medlem. Det var SAS, der efter 27 års medlemskab forlad alliancen 31. august 2024. Årsagen var, at med Air France-KLMs investering i SAS skulle det skandinaviske selskab i stedet blive medlem af SkyTeam-alliancen.

Som følge af Asianas afsked med Star Alliance har Lufthansa, der er stiftende medlem af Star Alliance, fokus på en glidende overgang for at kontinuitet for kunderne. Selskabet arbejder således blandt andet for fortsat at sikre et attraktivt flytilbud til sine kunder indenrigs i Sydkorea.

 

Relaterede artikler:

Officielt: Korean Air køber Asiana

Køb af Star Alliance-selskab skaber luftfartsgigant

Medie: Korean Air vil flyve til København i 2025