Luftrummet lukker ikke i Jylland

Det er kun luftrummet over Færøerne og Grønland, der stadig volder problemer. Det har lukket lufthavnen i Vagar (Færøerne) og Nuuk (Grønland). Lukningen af flere jyske lufthavne fra kl. 10:00 torsdag formiddag blev aflyst igen af Naviair kl. 08:00.

(OPDATERET)

Askeskyen bliver ved med at drille – nu også på Færøerne og Grønland. Paradoksalt nok var det færøske flyselskab Atlantic Airways det første selskab, der fra Københavns Lufthavn kunne sende to fly på vingerne kort efter kl. 02:00 natten til onsdag, da lufthavnen genåbnede. Men blot 12 timer senere blev det færøske luftrum lukket. Det betyder, at lufthavnen i Vagar er lukket frem til kl. 08:00 torsdag morgen.

Også på Grønland er der problemer. Frem til kl. 08:00 torsdag morgen er der restriktioner i den midterste del af det grønlandske luftrum. Det berører lufthavnene i Nuuk og Kangerlussuaq.

Efter onsdagens flyvninger var der stadigvæk i alt 1.400 Air Greenland-kunder, der enten er strandet på Grønland, eller strandet i Danmark på vej tilbage til Grønland.

SENESTE NYT
Naviair bebudede ved midnatstid natten mellem onsdag og torsdag lukningen af flere jyske lufthavne fra torsdag formiddag kl. 10:00. Dette blev aflyst igen torsdag morgen kl. 08:00.