Overraskelser ved Danish Travel Award-prisuddeling

Den årlige prisuddeling i den danske rejsebranche indeholdt et par overraskelser, der fik publikum til at spærre øjnene op.

Glæde og skuffelse var de fremherskende følelser hos mange af de fremmødte aktører fra rejse- og luftfartsbranchen, da Stand By afviklede den årlige Danish Travel Awards prisuddeling. Arrangementet var i år henlagt til det nyåbende Crowne Plaza Copenhagen Towers, der havde lidt begyndervanskeligheder. Flere af deltagerne benyttede lejligheden til kærligt at omdøbe hotellet “Fawlty Towers“. Men med direktør Allan Agerholm i front skal hotellet nok hen ad vejen rette op på de skæverter, der prægede aftenen.

Der blev uddelt i alt 21 priser, hvoraf to priser blev uddelt i samarbejde med rejsesøgemaskinen Momondo.

Aftenens største overraskelse var det regionale luftfartsselskab SUN-AIR, der løb med sejren i kategorien Bedste Europæiske Fyselskab. Her vandt selskabet foran SWISS og Air Berlin. En pris, hvor rejsebranchen og forbrugerne havde stemt. Det var en glad og rørt underdirektør Kristian Tvergaard, der modtog prisen på SUN-AIR´s vegne.

“Vi er utrolig stolte over, at det er lykkedes os at vinde denne titel. Vi havde ikke forventet at komme i betragtning ud fra, at vi udelukkende opererer udenrigsruteflyvning til og fra Jylland, og derfor er glæden ekstra stor. Det viser os, at det kan betale sig at gå mod strømmen og levere høj kvalitet og service,“ udtaler Kristian Tvergaard.

Danish Travel Award

Kristian Tvergaard tilføjede, at partneren British Airways også har en stor del af æren for prisen, ligesom han oplyste, at der fortsatte kigge på nye rutemuligheder fra Jylland.

En fortjent vinder i kategorien Bedste Forretningsrejsebureau var også Vejle Rejser, selvom det skabte en del undren blandt publikum, at det relativt lille og upåagtede Mangaard Travel Group var blandt de nominerede. Derimod var BCD Travel, Carlson Wagonlit Travel og American Express Business Travel ikke at finde blandt de nominerede, hvilket var en regulær overraskelse. Det var medarbejdere i rejsebranchen samt travel managers, der havde afgivet stemmer i denne kategori.

Endelig var der også kategorien, Bedste danske online Rejsebureau, kåret af internetbrugerne på tv2.dk og momondo.dk. Her vandt kilroytravels.dk foran rejsefeber.dk og travellink.dk. Det satte gang i diskussion ved bordene om, hvad defintionen var på et online-rejsebureau.De flestemente, at rejsefeber.dk og travellink.dk var rendyrkede online-rejsebureauer, mens vinderen Kilroy Travels blot er et gadebureau, der har “sat strøm til en del af forretningen.“

Bedste Hotel i Københavnblev atter Hilton Copenhagen Airport, og mon ikke det varer et år eller to, før Crowne Plaza er klar til at komme med i opløbet. Det kunne aftenens arrangement godt tyde på.

Link: Danish Travel Awards 2009