Fly i luften ved Roskilde Airshow et tidligere år. (Foto: Foto: Kenneth Rasmussen/Roskilde Airshow)

Overvældende interesse for Roskilde Airshow

Roskilde Airshow, der afvikles i den kommende weekend, har allerede solgt over dobbelt så mange billetter som på samme tidspunkt tidligere år. I år vender britiske Red Arrows tilbage til flyshowet.

Tusindvis af mennesker vil i den kommende weekend strømme til Roskilde Lufthavn for at suge store luftfartoplevelser til sig i det forhåbentlig gode sommervejr.

Roskilde Lufthavn danner nemlig ramme om Roskilde Airshow i dagene fra 23. til 24. august. Flyshowet, der er et af Danmarks største, kan i år fejre 30-års jubilæum, og folkene bag har derfor lagt ekstra hårdt arbejde for dagen for at skabe et stærkt program.

Det lader umiddelbart også til, at der er stor interesse for at opleve flyshowet. Således oplyser Roskilde Airshow i en pressemeddelelse, at der allerede nu er solgt over 6.500 billetter, hvilket er et mere end dobbelt så højt forsalg end på samme tidspunkt ved tidligere flyshow.

Red Arrows vender tilbage
Interessen for at møde op i Roskilde Lufthavn i den kommende weekend er således overvældende, og det giver smil hos Per Faldborg Olesen, der er formand for Roskilde Airshow.

”Det er fantastiske nyheder, at så mange allerede har sikret sig billet. Det indikerer, at publikum kan se, at vi har kælet ekstra for programmet i år – med både The Red Arrows tilbage i Roskilde og rekordstor tilstedeværelse fra de europæiske flyvevåben,” siger han.

”Det glæder os, at interessen for luftfart kun går én vej – opad – og det tyder i den grad på, at det bliver en helt forrygende weekend.”

Det er første gang siden 2009, at The Red Arrows deltager ved Roskilde Airshow. Holdet optræder lørdag med en forbiflyvning, inden flyene lander, mens de søndag vil lave en fuld opvisning. Red Arrows er kendt for deres opsigtsvækkende diamantformation med ni fly.

Opgraderede faciliteter
Roskilde Airshow vil desuden byde på en række opvisninger med både civile og militære fly, historiske veteranfly og helikoptere. Herudover vil der traditionen tro blive afholdt et flot tusmørkeshow lørdag aften.

På selve lufthavnspladsen kan de besøgende komme tæt på flyene, møde piloterne samt lære om mulighederne for at uddanne sig inden for luftfart og Forsvaret.

’De opgraderede faciliteter, gode madtilbud og varierende aktiviteter gør det til en oplagt heldagsudflugt for både børn og voksne – fra de små privatfly til store militærfly og internationale opvisningsteams,’ lyder det fra Roskilde Airshow.

Siden begyndelsen i 1995 er Roskilde Airshow blevet afholdt hvert andet år, og det er en lang række frivillige, som får stablet arrangementet på benene. I år har 22 engagerede folk stået bag planlægningen, mens 300 personer hjælper med at afvikle flyshowet.

Det er stadig muligt at opleve Roskilde Airshow på First Class om søndagen, og ellers kan der også købes almindelige billetter til begge dage på www.airshow.dk.

 

Relaterede artikler:

Red Arrows vender tilbage til dansk flyshow

Bæredygtig luftfart i fokus på Roskilde Airshow

75 år gammelt fly på vingerne fra Roskilde