- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

På vej mod endnu et stort milliardunderskud

Finnairs driftsresultat for tredje kvartal viser et underskud på 800 millioner kroner, mens resultatet for hele året indtil nu viser et underskud på næsten tre milliarder kroner.

Coronapandemien har været hård ved Finnair, der har kurs direkte mod endnu et årsresultat med underskud i milliardstørrelsen.

Det finske flyselskab har netop offentliggjort regnskabet for tredje kvartal i 2021, og det er – som i de foregående kvartaler – fortsat dyster læsning. Driftsresultatet for juli, august og september endte med et underskud på 106 millioner euro før skat, eller hvad der svarer til 789 millioner kroner.

Det foreløbige driftsresultat for hele året viser et underskud på 394,2 millioner euro før skat, eller hvad der svarer til 2,9 milliarder kroner. I samme periode i 2020 var der et underskud på 3,3 milliarder kroner.

Finnair fik et underskud på 3,9 milliarder kroner for hele 2020, og det finske flyselskab er dermed på vej mod det andet markante tab for andet år i træk.

Stadig langt til normale passagertal
Finnairs omsætning er fortsat et godt stykke under niveauet før pandemien, og det samme er passagertallene. Fra januar til september har Finnair haft 1,3 millioner passagerer, mens tallet til sammenligning var 3,2 millioner passagerer i samme periode i 2020, hvor pandemien satte ind i marts.

”Den negative effekt af pandemien fortsatte i tredje kvartal, og vores passagertal og omsætning forblev betydeligt under niveauet før pandemien. Vores resultat var stadig stærkt negativt,” konstaterer Topi Manner, koncernchef i Finnair.

”Restriktioner for rejser mellem Finland og resten af ​​Europa blev endelig ophævet i slutningen af ​​juli – meget senere end rejserestriktioner i resten af ​​Europa. Ophobet efterspørgsel og stigningen i antal vaccinerede begyndte at afspejle sig positivt i bookinger – især fra september og frem. Ikke desto mindre er vi stadig langt fra passagertallene før pandemien.”

Gode tendenser for luftfragt
Topi Manner forklarer, at Asien, der er et nøglemarked for Finnair, fortsat stort set er lukket for internationale rejsende.

”Kun omkring halvdelen af ​​vores markeder er således åbne for rejser, hvilket er klart mindre end for mange andre europæiske flyselskaber,” siger han.

Mens Finnair fortsat håber på snart fyldte kabiner, er der til gengæld fyldt godt op i flyene lastrum. Efterspørgslen på luftfragt var usædvanlig stærk i særligt sensommeren og det tidlige efterår. Den store efterspørgsel fik Finnair til at øge antallet af flyvninger til oversøiske destinationer. Flyselskabet forventer en fortsat stærk efterspørgsel på fragt til minimum slutningen af året.

Selv om rejserestriktionerne i forbindelse med coronapandemien løbende lempes flere steder i verden, vil passagerefterspørgslen fortsat være hæmmet fremadrettet, oplyser Finnair. Flyselskabet forventer stadig, at driften vil være tilbage på 2019-niveau i 2023.

 

Relaterede artikler:

Finnair sælger fly for 2,5 milliarder kroner

Milliardunderskud i flyselskab

Finnair fordobler sparekrav til 1,25 milliarder kroner