Passager nr. 300 mio. hos easyJet

Forleden kunne det britiske lavprisflyselskab easyJet byde velkommen til passagerer nr. 300 mio., der blev belønnet med et helt års forbrug af flyrejser til to personer. Selskabet har igennem de seneste 6 måneder øget sin markedsandel i Europa.

Den 30-årige Louise Nightingale, der for nylig ventede i køen i Edinburgh Airport med kurs mod Geneve, blev behageligt overrasket, da hun blev udpeget til passager nummer 300 mio. hos easyJet.

Den yderst heldige passager fik nemlig et helt års forbrug af flyrejser for to personer til samtlige easyJet-destinationer. Og der er nok at vælge imellem, idet easyJet opererer over 500 ruter til 117 lufthavne i 28 europæiske lande – herunder også ruter til Københavns Lufthavn, hvor easyJet er det 4. største flyselskab.

Selskabet har netop offentliggjort sit resultat for halvåret fra 1. oktober 2009 til 31. marts 2010. Det var kort før askeskyen satte ind. Her kunne selskabet rapportere om en omsætningsfremgang på 13,3 % til 1,17 mia. britiske £.

Passagertallet steg med 10,6 % til 21,5 mio. i perioden, hvoraf over halvdelen nu kommer fra andre lande end Storbritannien. Herudover har easyJet styrket sin position i den europæiske flytrafik. Selskabet har nu en markedsandel på 7,6 % af samtlige kortdistanceflyvninger i Europa.

Den værste vinter i Europa i 30 år samt den nylige askekrise vil dog påvirke selskabets resultat for hele regnskabsåret, der slutter den 30. september 2010. Uden forstyrrelser af vulkansk aske ville selskabet kommud med et overskud på mellem 175 – 200 mio.£. Nu lander overskuddet i stedet på et niveau mellem 100 og 150 mio.£ efter et asketab, der beløber sig til 50 – 75 mio. £ (ca. 435 – 655 mio. danske kroner).

EasyJet mistedei alt ca. 800.000 passagerer under askekrisen og kunne gøre april måneds samlede passagertal op til ca. 3,5 mio. Man havde ventet 4,3 mio. pasagerer og en tilvækst på ca. 14 %. I stedet blev det en tilbagegang på 7,6 %.