Passagerafgiften ikke droppet, men blot på standby

‘Et Danmark, der står sammen’ er titlen på det omfattende regeringsgrundlag, der blev fremlagt mandag. Ordet ‘klimatilpasning’ er at finde mange steder i dokumentet, men ikke den frygtede passagerafgift. Ifølge ledende socialdemokrater er tanken om passagerafgiften ikke droppet, men blot på standby.

Frygten for en kommende passagerafgift har nok kostet en nattesøvn eller to hos de jyske lufthavnsdirektører.

Men noget tyder på, at nattesøvnen vil være sikret et stykke tid endnu, idet passagerafgiften ganske overraskende ikke fremgik af regeringsgrundlaget “Et Danmark, der står sammen“, der blev præsenteret i mandags.

For blot få dage siden var brancheiagttagere sikre på, at passagerafgiften ville blive indført med virkning fra den 1. januar 2012 med særordninger for lufthavnene i Rønne, Aalborg, Karup og Sønderborg.

Den manglende omtale af passagerafgiften i regeringsgrundlagetfik flere medier til at konkludere, at den frygtede afgift var blevet droppet af den nye regering. Men passagerafgiften er tydeligvis kun sat på standby.

Genindførelse af passagerafgiften var med i Fair Løsning 2020, som Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti gik til valg på. Men Folketingets sammensætning har betydet, at S og SF ikke i første omgang kunne få flertal for forslaget.

Flere ledende socialdemokrater i blandt andet Nordjylland har under valgkampen tordnet imod passagerafgiften, som man mente ville have en geografisk skævvridning.

Om det er årsagen til, at forslaget midlertidigt er taget af bordet, skal være usagt. Men det er nok snarere et resultat af en politisk aftale mellem regeringspartierne.

En ‘klog’ flyafgift

Mandag ville den nyudnævnte transportminister Henrik Dam Kristensen (S) hverken be- eller afkræfte, hvorvidt passagerafgiften var taget af bordet. Begrundelsen var, at han ikke havde nået at læse den del af regeringsgrundlaget.

Derimod tog Socialdemokraternes erhvervsordfører, den nordjyske Orla Hav, bladet fra munden. Til Nordjyske Stiftstidende sagde han: “Jeg vil arbejde for en flyafgift. Det var formen på afgiften, vi rejste børster over for. Vi skal i stedet for en punktafgift have en klog flyafgift, der ikke rammer Nordjylland ensidigt. Det vil sikre, at flysektoren anskaffer optimale motorer, så de kan komme frem med så lidt brændstof som muligt.“

Der er ingen tvivl om, atden voldsomme modstand i især Nordjyllander kommet bag på S og SF, derhar valgt at sende passagerafgiften til hjørnespark. Hvor længe bolden skal ligge der, er svært at spå om.

Men når den nye regering har foretaget det omtalte “kasseeftersyn“ af statens finanser, vil en del elementer fra Fair Løsning 2020 planen formentlig skulle sammensmeltes med det nye regeringsgrundlag. Først der vil den endelige skæbne for passagerafgiften formentlig blive afgjort.

Skulle passagerafgiften alligevel komme, vil det givetvis blive i en form, der belønner miljøinitiativer og samtidig tager hensyn, at der ikke sker en geografisk skævvridning.