- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Passagerer til Beijing kan risikere at lande i Wuhan

Lufthavnen i Wuhan, der var epicentret for coronaudbruddet i Kina, er tilføjet liste over lufthavne, hvor internationale fly til Beijing kan mellemlande for at screene passagerer for virus.

Antallet af internationale passagerflyvninger til og fra Kina er fortsat meget begrænset som følge af coronakrisen, men enkelte ruter bliver fløjet – heriblandt Air China-ruten mellem Beijing og København.

For at forhindre smittespredning med coronavirus og sikre screeningskapacitet i den kinesiske hovedstad Beijing har alle internationale passagerflyvninger til Beijing dog siden den 23. marts været pålagt at foretage en mellemlanding i en anden lufthavn i Kina på vejen til Beijing.

Under mellemlandingen undersøges alle passagerer for tegn på coronasmitte, og kun raske og ikke smittebærende personer får lov at flyve videre til hovedstaden, mens syge og smittede personer sættes i karantæne i den pågældende by.

Fra 12 til 16 lufthavne
De kinesiske myndigheder havde i første omgang udvalgt 12 lufthavne som first entry point, hvor passagererne skal gennemgå en undersøgelse.

Air China-flyet fra København til Beijing mellemlander eksempelvis i Shijiazhuang cirka 300 kilometer sydvest for Beijing, viser data fra Flightradar24. Herfra flyver de passagerer, som får lov efter helbredsundersøgelsen, videre til Beijing, mens de øvrige ifølge reglerne vil blive isoleret i Shijiazhuang – på et hotel eller hospital, må man formode.

Nu har myndighederne imidlertid udvidet antallet af first entry point-lufthavne til 16, mens lufthavnen i Wuhan – epicentret for udbruddet af coronavirus – er tilføjet som standby-lufthavn. Det skriver det kinesiske medie Global Times.

Udover København-ruten lander Air China-flyet fra Athen også i Shijiazhuang. Qingdao er first entry point for flyene fra Bangkok, Manila og Seoul, mens Shenyang tager imod passagererne fra Minsk og Vancouver.

I lufthavnen i Tianjin kommer passagererne fra Air China-flyene fra Los Angeles, Madrid, Paris og Stockholm, mens Xi’an modtager Dubai-passagerer. Zhengzhou er første ankomstlufthavn for rejsende med Air China fra Phnom Penh og Yangon (tidligere Rangoon, red.), mens passagerer fra Warszawa skal ned i Taiyuan, mens rejsende fra Wien oplever lufthavnen i Hohhot i Indre Mongoliet.

Læge: Wuhan er sikker nu
“At tilføje Wuhan som et standby-first entry point for Beijing viser, at Wuhan er sikker nu,” siger Wang Guangfa, en læge med ekspertise i åndedræt ved Peking University First Hospital, til Global Times.

Flyvninger mellem Wuhan og Beijing blev genoptaget den 9. juni med en daglig returflyvning mellem Wuhan Tianhe Airport og Beijing Daxing International Airport.

Mens lufthavnene Chengdu, Changsha, Hefei, Lanzhou og Wuhan er føjet til listen over first entry point-lufthavne, er hovedlufthavnen i Shanghai fjernet fra listen. Det sker samtidig med, at flyselskaber forventes at genoptage flere internationale ruter til Shanghai Pudong International Airport i den kommende tid, siger en analytiker til Global Times.

 

Relaterede artikler:

Screener internationale passagerer til Beijing

Store forskelle i nye regler for flyrejser

Forlænger Kina-aflysninger til 30. juni