LATAM Airlines Boeing 767-300ER. (Foto: Antonio Cruz)

Passagerfly ramt af skud

Et passagerfly fra Barcelona til Sao Paulo skulle efter ankomsten i Brasilien til planlagt eftersyn. Her viste det sig, at flyet var blevet ramt af et projektil.

Lørdag aften den 14. januar lettede et Boeing 767-300 fly (PT-MSY, red.) fra LATAM med rutenummer JJ8115 fra Barcelona El-Prat lufthavnen med kurs mod Sao Paulo i Brasilien. Flyvningen forløb uden komplikationer, og kl. 04.39 kunne flyet sætte hjulene på jorden i Sao Paulo-Guarulhos International Airport med blot 14 minutters forsinkelse efter en 35 minutter forsinket start fra Europa.

Projektilet der ramte LATAM-flyet. (Foto: Ouvinte)

Efter ankomsten skulle flyet videre til Sao Carlos for et planlagt vedligeholdelseseftersyn. Her blev der ifølge The Aviation Herald opdaget et skudhul i en flap på venstre vinge, hvor et 7,62 mm projektil havde sat sig fast.

Det var ikke muligt at fastslå, om projektilet havde ramt flyet på flyvningen fra Barcelona til Sao Paulo eller fra Sao Paulo til Sao Carlos. Flyselskabet har slået fast, at hverken passagerer eller besætning har bemærket noget unormalt under flyveturen fra Europa.

Projektilet gjorde ikke den store skade på flyet og har ikke på nogen måde udgjort en fare for sikkerheden på flyvningen.

Ammunition til rifler
Der har i lokale medier være spekulationer om, hvorfra projektilet stammer, og hvordan det har ramt flyet. Det må naturligvis være sket i en relativt lav højde under indflyvning eller udflyvning fra en af de lufthavne, som flyet har besøgt på den sidste flyvning eller eventuelt også ved en tidligere lejlighed siden det seneste eftersyn.

Et af gætterierne går på, at der har været en lokal ildkamp mellem politi og narkohandlere i en favela, der ligger i det indflyvningsområde, som flyet benyttede og at et vildfarent projektil kan have ramt flyet.

Et 7,62 mm projektil anvendes typisk i repetérrifler, automatrifler og maskingeværer, hvis der er tale om våben til militært brug. Projektilet kan også anvendes i jagtrifler men hedder i stedet for .308 Winchester.

LATAM har overgivet sagen til det føderale politi og ANAC, der er de nationale civile luftfartsmyndigheder. Myndighederne ser alvorligt på sagen, som de hævder har en ekstraordinær karakter.