Piloter nedlagde arbejdet i SAS-selskab

En arbejdsnedlæggelse blandt piloterne i det finske SAS-ejede luftfartsselskab Blue1 medførte onsdag aflysning af i alt 10 flyafgange samt en række forsinkelser i løbet af dagen. Piloterne mener, at ledelsen er løbet fra en tryghedsgaranti.

En arbejdsnedlæggelse hos piloterne i det finske luftfartsselskab Blue1 førte onsdag til omkring 10 flyaflysninger samt større forsinkelser og uregelmæssigheder i flytrafikken hos det finske selskab.

Arbejdsnedlæggelsen varede i 7 timer fra kl. 05.00 lokal tid til kl. 12.00. Det betød, at flyafgange fra Helsinki til blandt andet Oulo, Stockholm, København og Bruxelles måtte aflyses.

Piloterne er ifølge finske medier utilfredse med, at ledelsen i SAS-selskabet tilsyneladende har brudt en tryghedsaftale ved at opsige omkring 85 ansatte heraf 25-30 piloter som et led i en rationaliseringsplan.

Blue1 har nemlig besluttet at fremskynde udfasningen af selskabets fem AvroRJ85-fly, men har samtidig indgået en aftale mellem svenske Golden Air om at købe produktion hos dette selskab.

Som følge heraf samt gennem en beslutning om at fokusere trafikken på det nordiske marked, har det været nødvendigt for Blue1 at skille sig af med omkring 85 ansatte. Beslutningen blev meddelt af SAS vicekoncernchef John Dueholm i juni måned, men reaktionerne kommer angiveligt først nu, idet udfasningen er påbegyndt fra slutningen af august måned.

Ifølge Juhani Lehto, der er formand for pilotforeningen hos Blue1, blev der i midten af 2010 indgået en aftale mellem Blue1-ledelsen og piloterne om en lønreduktion til gengæld for jobgaranti som en del af en tryghedsaftale. Det er denne aftale, der er stridens kerne i den aktuelle konflikt mellem Blue1-piloterne og ledelsen.