Boeing-dæk beslaglagt af de polske toldmyndigheder. (Foto: Lublins told- og skattekontor).

Polen beslaglægger ulovligt Boeing-udstyr til Rusland

Det er ulovligt at eksportere flydele til Rusland og Belarus ovenpå Ruslands angreb mod Ukraine. Men landene forsøger alligevel at omgå sanktionerne, og nu har myndighederne beslaglagt flydele i Polen.

De polske toldmyndigheder har opsnappet en forsendelse på fem tons indeholdende dæk til civile Boeing-fly.

Dækkene blev opdaget under en rutineinspektion på grænseovergangen mellem Polen og Belarus (også kaldet Hviderusland, red.) ved byen Koroszczyn. Det oplyser mediet AeroTime.

Det er på grund af Ruslands invasion af Ukraine et brud på EU’s sanktioner at eksportere flydele til Rusland og Belarus, og ifølge de polske myndigheder var forsendelsen da også blevet deklareret som dæk til busser og lastbiler.

Blev sendt fra Spanien
Det var en virksomhed i Spanien, som havde sendt flydækkene afsted, og de blev adresseret til en entitet i Aserbajdsjan, skriver AeroTime.

De polske myndigheder mener, at der med misdeklareringen af flydækkene er tale om toldsvindel, og på den baggrund har man igangsat en straffesag.

”De sanktionerede varer er blevet tilbageholdt. En undersøgelse af bruddet på sanktionsreglerne bliver gennemført af Lublins told- og skattekontor,” oplyser de polske myndigheder.

Prøver at omgå sanktioner
Det er ikke første gang, at myndigheder har opdaget forsøg på at omgå sanktionerne mod Rusland og Belarus, siden de blev indført i kølvandet på Ruslands angreb mod Ukraine.

En lignende sag er for eksempel også blevet set i september 2023, hvor USA’s told- og grænsemyndigheder tilbageholdt et komponent til landingsstellet på en Boeing 737-800 i Miami International Airport.

Den forsendelse gik igennem en virksomhed i Kirgisistan, men skulle bruges til et fly i Rusland, hvilket var imod USA’s sanktioner.

Tidligere har det også vist sig, at der fra Danmark er blevet afsendt dele til Airbus- og Boeing-fly til kunder i Indien, men disse er dog trods sanktionerne blevet sendt videre til russiske flyselskaber.

Sanktioner har ramt selskaber uden for Rusland
På grund af sanktionerne fra EU og USA har russiske flyselskaber i øvrigt haft svært ved at opretholde flytrafikken og skaffe reservedele til flyene, da flyselskaberne i stor grad benytter sig af kommercielle passagerfly fra Vesten.

Derfor har Rusland også tidligere henvendt sig til særligt centralasiatiske flyselskaber i forsøget på at hente hjælp til at gennemføre indenrigsflyvninger. Men ethvert flyselskab, der vælger at flyve wetlease indenrigs i Rusland, har siden februar været forment adgang til luftrum i EU.

Tiltaget var en del af den 16. pakke af sanktioner, som EU har vedtaget for at ramme den russiske økonomi, hvor det gør ondt.

”Pakken udvider flyveforbuddet for at muliggøre en liste over tredjelandes flyselskaber, der udfører indenrigsflyvninger i Rusland eller leverer luftfartsydelser til russiske flyselskaber eller til indenrigsflyvning i Rusland,” lød det fra EU-Kommissionen, da sanktionerne blev indført.

 

Relaterede artikler:

Nye EU-sanktioner rammer ikke-russiske selskaber

Rusland beder nabolande om hjælp til indenrigsflyvninger

Flydele fra danske virksomheder havnede i Rusland