Boeing 737 MAX (Foto: Boeing)

Politisk uro i USA kan true Norwegians flyfinansiering

En del af den annoncerede gigantordre fra Norwegian på over 220 fly kan komme i fare. Det norske lavprisflyselskab er uforvarende havnet i et politisk spil i USA, der i værste fald kan true en del af den enorme milliardordre.

Norwegian stjal al opmærksomheden, dalavprisflyselskabet den 25. januar offentliggjorde en af historiens største flyordrer nogensinde. Den gigantiske bestillingsseddel lød på 222 nye fly, heraf 122 fly fra amerikanske Boeing samt 100 fly fra europæiske Airbus.

Den samlede listepris var på123 milliarder kroner og skabte overskrifter.

Men i februar kom det så frem, at “ordren“ på de 100 Airbus A320neo-fly reelt var en forpligtelse til at afslutte en ordre, der endnu ikke var registreret hos Airbus.

I Norwegians officielle engelske version af presse- og børsmeddelelsen fremgik det, at der var tale om firm orders, men Airbus understregede, at den indgåede aftale i stedet var et Memorandum of Understanding (MoU).

Hos Norwegian erkendte man, at ordren ikke formelt stod i ordrebøgerne hos Aribus, men henviste til at dette var en teknikalitet,og at Airbus-aftalen var underskrevet og bindende.

Havnet i politisk spil

Men nu tyder noget på, at der i stedet kan blive problemer for Boeing-delen af gigantordren. Det norske lavprisflyselskab er nemlig uforvarende havnet i et politisk spil i USA, der i værste fald kan true en del af den enorme milliardordre. Det skriver den norske finansavis Dagens Næringsliv.

For tiden foregår der nemligt et politisk spil i Washington om eksportfinansieringsinstituttet Export-Import Bank, og det kan i værste fald ende med, at bankens aktiviteter må ophøre – enten permanent eller midlertidigt.

Og det vil i givet fald skabe problemer for Norwegian, der ifølge Dagens Nærinsgliv er afhængig af de amerikanske eksportkreditter forat finansiere de massive flykøb.

Boeing er nemlig en af de største partnere hos Ex-Im Bank, og dermed kan lånene fra denne bank til køb af Norwegians fly i værste fald være truet.

Ifølge Reuters vægrer republikanerne i Kongressen sig imod at forny kreditterne til Ex-Im Bank af frygt for at lånene til de amerikanske eksportkontrakter skal blive misligegholdt.

En del af republikanernes agenda er at få USA til at forhandle internationalt om en reduktion af subsidierne til luftfarten, mens præsident Barack Obama og demokratene ønsker at hæve bankens finansieringsloft fra de nuværende 100 milliarder dollar, som snart er opbrugt, til140 milliarder dollar.

Norwegian afviser problemer

Hvis ikke kongressen finder et kompromis, kan banken blive tvunget til at stoppe med at låne penge ud allerede i maj.

Hos Norwegian afviser man dog, at der skulle være grund til bekymring. Ifølge det norske lavprisflyselskab vil de amerikanske politikere finde en løsning fordi det ville være uholdbart hvis flagskibet Boeing skulle miste en milliardordre.

“Vi har ingen anledning til at tro, at flykøbene skulle være truet. Jeg kan ikke forestille mig, at amerikanerne vil sende operatører, der trænger til nye fly, i armene på deres europæiske konkurrenter, det vil sige Airbus. Man skal huske, at eksportgarantierne jo netop er der for atstøtte landets egen industri,“siger informationsdirektør Anne-Sissel Skånvik til Dagens Næringsliv.