- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Qantas gør klar til comeback

Australien åbner grænserne den 1. november, og derfor flyver Qantas om få dage for første gang i 20 måneder til London. Selskabet sender de første A380'ere på vingerne i april næste år.

I begyndelsen af december vender samtlige australske ansatte hos Qantas og lavprisdatterselskabet Jetstar tilbage til arbejdet efter 20 måneders coronanedlukning, der mere eller mindre har lammet den internationale flytrafik til og fra Australien. Det drejer sig om 5.000 ansatte, der er tilknyttet indenrigsflyvningen samt 6.000 ansatte, der er beskæftiget med internationale operationer.

Udsigten til en hurtig tilbagekomst for australsk luftfart er skabt med beslutningen fra den føderale regering om at genåbne grænserne fra den 1. november 2021 samt den efterfølgende beslutning fra delstatsregeringerne i New South Wales og Victoria, der er hjemsted for henholdsvis Sydney og Melbourne, om at fjerne karantænekravene for fuldt vaccinerede australiere, der rejser fra oversøiske markeder.

“Disse 20 måneder sandsynligvis den mørkeste periode i Qantas’ 100 -årige historie. Det har betydet, at vi har måttet sætte fly på jorden, sende personale hjem og omstrukturere forretningen.

Men der er lys for enden af ​​tunnelen. Det er meget klart, at fordi australierne har rullet ærmerne op og taget stikket, kan vi se det lys. Vi får flere fly tilbage i luften. Vi starter flere internationale operationer, og meget vigtigt er, at vi får flere af vores folk tilbage til arbejdet,” lød det fra koncernchef Alan Joyce ved fredagens pressekonference i Sydney.

Mange ruter genåbner før tiden
Det betyder i første omgang, at Qantas kan genåbne en række ruter nogle uger før oprindeligt planlagt udover ruterne fra Sydney til henholdsvis London og Los Angeles, der allerede er annonceret. Disse to ruter genoptages den 1. november.

En helt ny rute fra Sydney til New Delhi introduceres den 6. december, og dagen efter flyver Qantas atter til Nadi (Fiji). I begyndelsen af januar kommer Johannesburg tilbage i trafikprogrammet fra Sydney, og midt i januar er det Bangkok og Phuket.

Fra Melbourne er Qantas klar til London-ruten fra den 6. november, hvor der i første omgang flyves to gange ugentligt, og fra den 18. december vil der være daglige flyvninger med Boeing 787 Dreamliner. Singapore-ruten fra Melbourne vender tilbage den 22. november, og her får Qantas følgeskab af Jetstar, der ikke har trafikeret ruten siden 2019.

Endelig er Qantas klar med Los Angeles-ruten fra Melbourne den 18. december.

Airbus A380 tilbage i april 2022
Der er dermed udsigt til hektisk aktivitet hos den australske luftfartskoncern i løbet af de kommende måneder.

Flyselskabet planlægger også at få de store Airbus A380 tilbage på vingerne. De har længe stået i en californisk ørken og ventet på at skulle tages i brug i slutningen af 2023.

Men tilbage i august blev det besluttet, at hente fem af 12 fly tilbage til juli 2022, og det bliver nu yderligere fremrykket i tre måneder, så to A380’ere begynder flyvninger til Los Angeles i april næste år. Det første af de to fly ankommer den 25. december til Sydney, hvor det i første omgang skal bruges til træning af personalet, inden operationerne genstarter.

Endelig har Qantas besluttet at fremskynde leveringen af tre helt nye Boeing 787-9 Dreamlinere, der er færdigproducerede og i øjeblikket er langtidsopbevaret hos den amerikanske flyproducent.

 

Relaterede artikler:

Qantas ændrer ikonisk Kangaroo-rute

Qantas: Alle ansatte skal vaccineres mod COVID-19

Første ”farvelflyvning” med Qantas Boeing 747