En fejl i en generator på leveringsflyvningen af den tredje Dreamliner til Qatar Airways har skabt vrede hos det arabiske flyselskab. ‘Vi køber fly, der skal i drift, ikke til at placere i et museum,“ hedder det fra selskabets topchef.
Det kan godt være at der er tale om et fly, som sætter helt nye standarder inden for brændstoføkonomi, miljøpåvirkning og passageroplevelse. Men derfor skal tingene stadig være i orden. Det er budskabet fra Qatar Airways, der er ude med den store rive efter Boeing og deres 787 Dreamliner, som Qatar Airways netop har modtaget sit tredje ud af i alt 30 eksemplarer.
Modtaget og modtaget er faktisk så meget sagt. For under leveringsflyvningen fra USA til Qatar i sidste uge opstod der en fejl på en generator på flyet, som tvang det til at lande. Det betyder at flyet er ude af drift indtil midten af denne uge. Det skriver Bloomberg.
”Sådanne problemer er uacceptable for et fly, som har været i drift hos andre flyselskaber i 14 måneder,” sagde Qatar Airways’ direktør Al Baker forleden til Bloomberg.
Qatar-chefen opfordrede meget direkte Boeing til at tage sig sammen.
”De bliver nødt til at få styr på deres ting meget hurtigt. For hos Qatar Airways vil vi ikke acceptere flere defekter,” siger Al Baker og fortsætter:
”Vi vil helt sikkert kræve kompensation fra Boeing. Vi køber ikke fly for at sende dem på museum,” fastslår Al Baker.
Den 4. december blev en næsten spritny Dreamliner fra United tvunget til at nødlande på grund af en fejl i en af flyets seks generatorer.
Spiller på begge heste
Episoden kommer kort tid efter, at Qatar Airways modtog sin første Boeing 787 Dreamliner mere end seks uger for sent i forhold til aftalen med Boeing. Allerede på onsdag forventer Qatar Airways at få leveret Dreamliner nummer fire og fem.
Med 30 ordrer og option på yderligere 30 fly er Qatar Airways den 7. største Dreamliner-kunde. Mens mange andre selskaber har valgt enten at satse på Dreamlineren eller Airbus’ kommende A350XWB, så spiller luftfartsselskabet fra den stenrige ørkenstat på begge heste. Således bliver Qatar Airways de første til at modtage Airbus A350’eren og Qatar Airways er med 60 ordrer samtidig den største kunde til flyet.