- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Rekordhøjt passagertal i USA

Fredag i sidste uge blev der registreret det højeste antal amerikanske flypassagerer, siden COVID-19-pandemien gik i gang. Søndag kan tallet bliver endnu højere.

I disse dage er mange amerikanere rejst hjem til familie og venner for at fejre Thanksgiving, der i år finder sted fra 19. til 28. november. De mange rejsende har sat sine tydelige spor på passagertallet, der fredag slog rekord. 

Ifølge den amerikanske myndighed Transportation Security Administration (TSA) blev i alt 2.242.956 passagerer sikkerhedstjekket fredag 19. november. Antallet af passagerer fredag svarer til 88 procent af kapaciteten på samme dato i 2019, hvor 2.550.459 personer fløj. 

Tallet er det højeste siden 28. februar sidste år. Den dag registrerede TSA 2.353.150 passagerer, fortæller TravelPulse. Det var kort tid før, at nedlukninger og rejserestriktioner sendte antallet af rejsende ind i en nedadgående spiral.

Søndag kan slå fredag
Traditionelt set betragtes tirsdag og onsdag før Thanksgiving ellers som to af højtidens tre store rejsedage. Sådan havde TSA også forudset, at det ville være i år. Dagene figurerer dog ikke blandt de tre, hvor der indtil videre har været mest trafik. 

Fredagens passagertal er nemlig ikke det eneste, som den amerikanske luftfartsbranche kan glæde sig over. Både torsdag og lørdag i sidste uge var der flere end to millioner rejsende fra amerikanske lufthavne. 

Søndagen efter Thanksgiving er sædvanligvis også en af de tre meget travle rejsedage, da et stort antal passagerer ønsker at rejse hjem på nogenlunde samme tid, og derfor kan fredagens rekord potentielt blive slået på søndag. 

Seks millioner færre end før pandemien
TSA regner ikke med, at lige så mange passager vil flyve i år, som tilfældet var før pandemien. Myndigheden forventer, at omkring 20 millioner passagerer vil rejse i forbindelse med årets fejring af Thanksgiving. I 2019 var det tal 26 millioner.

“Vi forventer, at passagertallet i år kan være meget tæt på samme niveau som før pandemien. Den landsdækkende vaccinerate stiger, og der er nu en større tillid til, at man forsvarligt kan rejse, så vi forventer at flere mennesker vil rejse,” udtaler TSA-administrator David Pekoske.

Chefen for TSA fortæller desuden, at udsigten til de mange passagerer har fået myndigheden til at iværksætte en række foranstaltninger. De skal mindske den fysiske kontakt mellem de rejsende og dermed smitterisikoen i lufthavnene.

 

Relaterede artikler: 

Næsten 280.000 flere passagerer i CPH

USA skærper kursen over for urolige flypassager

USA: Foreslår restriktioner for indenrigsrejser