Rostock Airways udsætter CPH-rute

Det tyske virtuelle flyselskab Rostock Airways har valgt at udsætte luftbroen til Københavns Lufthavn indtil begyndelsen af februar måned.

Sidst på sommeren forlød det, at det tyske virtuelle flyselskab, Rostock Airways, ville etablere en rute fra Rostock til København fra den 27. oktober.

Men flere IT-tekniske forhold har betydet, at ruteåbningen er blevet udsat. CHECK-IN.dk erfarer nu, at ruten i stedet vil blive åbnet mandag den 2. februar. Der flyves tre gange dagligt med et ATR42-500 fly fra Danish Air Transport (DAT) på vegne af det tyske selskab.

Dermed kan den lufthavnen i den store havneby i delstaten Mecklenburg-Vorpommern sende de omkring 200.000 indbyggere med fly til Københavns Lufthavn tre gange dagligt, hvorfra de så ville kunne få adgang til op i mod 150 flyforbindelser til resten af verden. Det er nemlig hensigten, at SAS skal interline med DAT op ruten.

Selvom Rostock Airways i flere tyske medier har bekræftet det ændrede starttidspunkt, er administrerende direktør Jesper Rungholm fra Danish Air Transport en smule tilbageholdende med at give en endelig bekræftelse.

“Vi kan bekræfte, at vi stadig er i forhandlinger med Rostock Airways,“ siger Jesper Rungholm til CHECK-IN.dk.

Skal flyve til Frankfurt og München
Noget tyder dog på, at DAT kan få en ganske lukrativ forretning hos det tyske selskab. Udover ruten til København vil Rostock Airways også flyve til Frankfurt og München, og den opgave er tilsyneladende også lagt i hænderne på det Vamdrup-baserede flyselskab.

Det tyske selskabs CEO, Roland Ehrsam, bekræfter overfor tyske medier, at man starter Rostock-ruterne til Frankfurt og München den 13. januar 2014.Der skal flyves med DAT´s SAAB 340A med plads til 32 passagerer.

Rostock Airways gik i luften den 2. juni i år med en ugentlig rute fra Rostock-Laage lufthavnen til Palma de Mallorca. Det var et CRJ900-fly fra spanske Air Nostrum, der stod for den operation